råstoffer

True North Gems får udnyttelsestilladelse

Naalakkersuisut og mineselskabet True North Gems har underskrevet udnyttelsestilladelse til rubiner ved Qeqertarsuatsiaat

Naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut underskriver aftalen med True North Gems. Samme seance blev afholdt i Toronto, hvor True North Gems underskrev aftalen
Offentliggjort

Anlæggelse af en rubinmine i Aappaluttoq ved Qeqertarsuatsiaat kan blive sat i gang allerede i år, hvis det lykkedes for mineselskabet True North Gems at finde investorer.

Læs: Jens B. til tops i True North Gems

Naalakkersuisut har godkendt undersøgelsen af rubinprojektets påvirkning af miljøet og undersøgelsen af projektets samfundsmæssige bæredygtighed. Udnyttelsestilladelsen blev underskrevet i Nuuk og Toronto mandag formiddag.

- Selskabet regner med at have minen kørende i ni år, fortalte naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut, da han på Naalakkersuits vegne underskrev aftalen mandag formiddag i Nuuk.

En lille mine
En kopi af aftalen i var sendt til True North Gems' hovedkontor i Toronto i Canada, hvor selskabets administrerende direktør Nicholas Houghton også underskrev mandag formiddag.

Nu skal True North Gems finde investorer til projektet, som selskabet gik i gang med at undersøge i 2004. Det er forventet, at omkring 40-50 personer bliver ansat i anlægsfasen, og tallet forventes at stige til 80, når produktionen går i gang.

- Der er tale om en lille mine forhold til jernmineprojektet ved Isukasia. Man kan ifølge råstofloven få udnyttelsestilladelse for 30 år, men True North Gems regner med at have produktionen i gang i ni år, siger Jens-Erik Kirkegaard.

Nu går Kommuneqarfik Sermersooq, selvstyret og True North Gems i gang med at forhandle den såkaldte IBA-aftale, der skal fastlægge rammerne for brug af lokale virksomheder, brug af lokal arbejdskraft og uddannelse af ansatte.

Læs mere i: True North Gem skal betale royalty

Powered by Labrador CMS