Visioner på Christiansborg

Studerende til seminar med direktørerne

På Inuit Ataqatigiits initiativ skal fremtidens Grønland diskuteres. Det foregår på Christiansborg, og grønlandske studerende samt flere erhvervsledere er på deltagerlisten

Direktør i Royal Greenland, Mikael Thinghuus, har sammen med flere erhvervsledere sponseret et politisk visionsseminar
Offentliggjort

Hvordan skal Grønland se ud i 2025?

Svaret på det spørgsmål skal diskuteres, når studenterorganisationerne Ili Ili og Avalak sammen med Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen inviterer studerende til et weekendarrangment i Folketinget.

Selvstyreselskaber i front
40 grønlandske studerende skal deltage i visionsseminaret Grønland 2025, der bliver afholdt på Christiansborg.

Med på seminaret er også repræsentanter fra toppen af det grønlandske erhvervsliv blandt andre direktør i Grønlands Erhverv, Brian Buus Pedersen, direktør i Royal Greenland, Mikael Thinghuus, direktør i Visit Greenland, Anders Stenbakken, og direktør i Greenland Holding, Karsten Høy.

Det skal handle om løsninger
Visionsseminaret er arrangeret af Inuit Ataqatigiits folketingsgruppe i samarbejde med studenterforeningerne og repræsentanterne fra det grønlandske erhvervsliv.

Sidstnævnte sponsorerer begivenheden.

Programmet er følgende: De studerende skal i mindre grupper komme med løsningsforslag på konkrete problematikker, som det grønlandske erhvervsliv står overfor frem mod 2025.

Brede visioner
Gruppen af studerende, der kommer med dagens bedste løsningsforslag, vinder og bliver tildelt præmier.

I begge studenterforeninger er der store forventninger til seminaret.

- Vi er glade er for dette arrangement, hvor de grønlandske studerende får mulighed for at mødes med dele af det grønlandske erhvervsliv. Det kan forhåbentlig bidrage til at skabe en bedre kontakt mellem erhvervslivet og de grønlandske studerende i Danmark allerede under de studerendes studietid, hvilket vi tror på kun vil være til gavn for begge parter fremadrettet, siger Avalaks formand, Bjørk Lange Kristensen.

Læs også: Studenterforening: Giv os gratis adgang til konferencen

Ikke kun i København
Vivi Vold, der er formand for Ili Ili, de studerendes organisation på Ilisimatusarfik, forklarer, at det er godt, der bliver forventet nationale visioner også fra den store andel studerende, som læser i Danmark. Hun håber på at kunne bygge et stærkere samarbejde med søsterforeningen i Danmark, Avalak, på dagen.

Læs også: Formandsskifte hos studenterorganisationen Ili Ili

I løbet af 2016 vil et lignende visionsseminar blive afholdt på Ilisimatusarfik, hvor en bred vifte af grønlands politikere, erhvervslivet, samt organisationer vil blive inviteret.

Siumuts medlem af Folketinget, Aleqa Hammond, var også inviteret til at deltage i visionsseminaret den 19. september men har meldt afbud grundet andre aftaler i kalenderen.

Powered by Labrador CMS