RG-topchef bliver bestyrelsesmedlem i slagteri-gigant

Direktør i Royal Greenland, Susanne Arfelt Rajamand, er blevet udpeget som nyt eksternt medlem af bestyrelsen i Danish Crown A/S.

Susanne Arfelt Rajamand bliver nu en del af bestyrelsen i Danish Crown.
Offentliggjort

Obs: Opdateret med yderligere kommentar fra Susanne Arfelt Rajamand.

Royal Greenlands administrerende direktør, Susanne Arfelt Rajamand, kan snart føje en ny titel til CV'et.

Hun er nemlig blevet udpeget som medlem af bestyrelsen i den danske slagterivirksomhed Danish Crown.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse tirsdag.

Hun ser frem til at blive en del af bestyrelsen:

- Jeg ser frem til at bidrage til den spændende transformations-rejse, som Danish Crown er på, og håber, at jeg med mit fødevarekendskab samt internationale erfaring kan hjælpe med til at fremtidssikre en af Danmarks vigtigste og mest traditionsrige virksomheder, udtaler hun.

- Vigtigt med fornødne kompetencer

Hos Danish Crown hæfter man sig ved Susanne Arfelt Rajamands mangeårige erfaring inden for feltet med over 20 års international ledelseserfaring fra fødevare- og foodservice-branchen:

- Jeg er virkelig glad for at kunne byde Susanne Arfelt Rajamand velkommen som eksternt medlem af Danish Crowns bestyrelse. Det er enormt vigtigt for os at sikre, at vi hele tiden har de fornødne kompetencer i bestyrelseslokalet, og med Susanne får vi en erfaren leder ombord med indgående ekspertise og know-how om forædling og drift af international fødevarevirksomhed. 

- Jeg er sikker på, at hun kan bidrage en masse til den fortsatte udvikling af Danish Crown, udtaler bestyrelsesformand i Danish Crown, Asger Krogsgaard.

Danish Crown koncernen omsatte ifølge seneste årsrapport for 67 mia. kr. i regnskabsåret 2022/2023 og havde lidt over 25.000 ansatte.

Susanne Arfelt Rajamand tiltræder i forbindelse med regnskabsmødet i Danish Crowns bestyrelse i november 2024.

Vil donere honorar til NGO

Susanne Arfelt Rajamand tiltrådte som administrerende direktør i Royal Greenland i februar 2023, og hun står i øjeblikket med opgaven at rette op på Royal Greenlands økonomi, da selskabet fik et underskud i 2023 på 255 millioner kroner før skat.

Royal Greenland-direktøren oplyser i en skriftlig kommentar til Sermitsiaq, at bestyrelsesposten ikke vil påvirke hendes arbejde for Royal Greenland:

 - Posten kan derimod bibringe værdifuld læring tilbage til Royal Greenland, fordi både Danish Crown og Royal Greenland er på en transformationsrejse, og erfaringerne fra Danish Crown vil kunne styrke vores strategiske udvikling yderligere, lyder det fra Susanne Arfelt Rajamand.

Hun oplyser videre, at hun ikke vil modtage honorar for posten men arbejder på en model, hvor eventuelt honorar kan doneres til en NGO i Grønland.

Powered by Labrador CMS