Polar Seafood udnævner to underdirektører
Miki Brøns og Bent Salling er med virkning fra 1. november 2020 blevet udnævnt til underdirektører i Polar Seafood Greenland A/S.
Grønlands største privatejede virksomhed, Polar Seafood, har udnævnt Miki Brøns og Bent Salling som underdirektører i virksomheden.
- Udnævnelserne er også et udtryk for Polar Seafoods tradition for at tænke langsigtet, hvilket også gælder investeringsplaner og udviklingsstrategier, skriver Polar Seafood i en pressemeddelelse.
Forskellige ansvarsområder
Miki Brøns får ansvaret for moderselskabets kontor funktioner, og varetager desuden selskabets overordnede interesser over for de grønlandske datterselskabers kontor funktioner.
- Herudover får han ansvaret for kvotemanagement og licenser, fremgår det.
Selskabets overordnede interesser
Bent Salling får det overordnede ansvar for driften af Polar Seafoods fiskerflåde.
- Han skal varetage selskabets overordnede interesser i forhold til den landbasserede produktion. Dels som bestyrelsesmedlem og dels ved direkte kontakt mellem produktionsvirksomhederne og moderselskabet, lyder det.
Miki Brøns er søn af Anders Brøns, som døde i 2018, mens Bent Salling er søn af Polar Seafoods ejer og direktør Jens Salling.