Dødsfald: Polar Seafood ramt af tragedie

En tragedie har ramt Grønlands største privatejede koncern Polar Seafood A/S. Anders Jonas Brøns, stifter og medejer af fiskerikoncernen, blev fredag formiddag fundet livløs i Aalborg havn, erfarer Sermitsiaq.AG.

Anders Brøns fotograferet af for ti år siden. Leiff Josefsen

Vagthavende hos Nordjyllands Politi oplyser til Sermitsiaq.AG, at der indløb en anmeldelse om en livløs mand, der var fundet i havnen ud for restaurantskibet Prinses Juliane på Vestre Havnepromenade, klokken 10.49 fredag formiddag.

68-årige Anders Jonas Brøns blev bjærget i land og efter førstehjælp ført til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev erklæret død.

Familien er underrettet om det tragiske dødsfald.

Formentlig et ulykkestilfælde

Politiet havde fredag sidst på eftermiddagen – ifølge nordjyske.dk - ingen mistanke om, at der skulle være sket en forbrydelse. Derimod formoder politiet, at der er tale om et tragisk ulykkestilfælde.

Anders Jonas Brøns var torsdag aften til middag i Aalborg blandt andet sammen med sin mangeårige forretningspartner Jens Salling, som han delte ejerskabet af Polar Seafood A/S med.

Efter middagen torsdag aften gik middagsgæsterne hver til sit. Hvad der herefter skete for Anders Jonas Brøns er på nuværende tidspunkt uvist.

Tilbage i september 2016 kom Anders Jonas Brøns og Jens Salling på Berlingskes opgørelse over Danmarks rigeste. Henholdsvis som nummer 79 og 80.

Placeringen skyldtes ikke mindst deres ejerskab af Polar Seafood, som de igennem mere end 30 år havde bygget op til en moderne og effektiv fiskerivirksomhed, der stod for en milliardstor eksport af især rejer og hellefisk til resten af verden.

Tilbage i 2016 i forbindelse med den fornemme rigmandsplacering udtalte den tilbagetrukne, men skarpsindige erhvervsmand følgende til business.dk

- Vi har været både dygtige, men også heldige, og fået ansat nogle gode folk på vore kontorer i Grønland og Danmark. Og så har vi koncentreret os om forretning i fisk, sagde Anders Jonas Brøns, der befandt sig bedst uden for pressens rampelys.

Stammer fra Arsuk

Anders Jonas Brøns stammer fra bygden Arsuk i Sydgrønland, hvor forældrene drev en købmandsbutik. Det blev imidlertid fiskerierhvervet, der endte med at bringe ham til tops. Først i et samarbejde med Hans Pavia Egede, som han skabte Polar Seafood sammen med tilbage i Nuuk i 1984. Hans Pavia Egede trådte senere ud af virksomheden og parløbet har sidenhen været delt med Jens Salling, der købte sig ind i selskabet.

Polar Seafood ejer adskillige fiskefabrikker, fabrikstrawlere og fiskeskibe og har en milliardstor omsætning og eksport.

Den ydmyge, diskrete og stilfærdige erhvervsmand ville den 22. december i år have fyldt 69 år.

Powered by Labrador CMS