GREENLAND AIRPORTS

One Stop Security ventes først i 2025

Den nye lufthavn i Nuuk forventes at opnå såkaldt One Stop Security i sommeren 2025, lyder det fra Greenland Airports.

Nuuk Lufthavn
Nuuk Lufthavn
Offentliggjort

Den nye lufthavn i Nuuk skulle efter planen kunne tilbyde såkaldt One Stop Security (OSS) ved åbningen 28. november ligesom det kendes fra lufthavnen i Kangerlussuaq.

OSS betyder, at passagerer, som skal rejse videre med andre fly fra en lufthavn i Danmark eller Island ikke skal hente deres bagage og gå gennem sikkerhedskontrollen og tjekke ind igen.

Lufthavnen var dog ikke klar til en planlagt EU-inspektion i september, og Greenland Airports oplyser nu på sin hjemmeside, at OSS først ventes på plads i sommeren 2025:

- OSS er en sikkerhedsstandard, som vi arbejder intenst og målrettet på, at lufthavnen i Nuuk opnår. Men det er en proces, og vi er ikke helt i mål endnu.

- Vi forventer først, at OSS vil være klar til sommeren 2025, skriver Greenland Airports på sin hjemmeside.

Lufthavnsselskabet gør opmærksom på, at lufthavnen i Nuuk for nuværende er godkendt til security niveau 2, og det betyder særligt to ting for passagerer, der rejser udenrigs.

Greenland Airports skriver:

  • Ved ankomst til din destination vil du ikke få adgang til transitområdet (Taxfree-området), men vil blive ført direkte til bagageudlevering. Vil du handle taxfree, kan det derfor med fordel ske i vores nye og velassorterede taxfree butik i Nuuk, inden din rejse starter.
  • Fortsætter din rejse med et andet fly, efter du er ankommet til din destination, er det nødvendigt at gå gennem sikkerhedskontrollen på ny før, du kan komme til transitområdet og videre med dit næste fly.
Powered by Labrador CMS