Nanoq Beer-skandale

Ny afsløring i Nanoq Beer-skandale

Mystikken breder sig om det omstridte bryggeri Nanoq Beer Greenland ApS

Direktør i Nanoq Beer Greenland ApS og Atassut-formand Gerhardt Petersen
Offentliggjort

Det er efterhånden svært at gennemskue, hvad der er op og ned - sandhed og løgn - i den spegede sag om konkursramte Nanoq Beer Greenland ApS med de to sydgrønlandske politikere og iværksættere Jørgen Wæver Johansen som bestyrelsesformand og Gerhardt Petersen som direktør.

Nu kommer det frem i et paragraf 37-svar fra naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut til medlem af Inatsisartut for Demokraterne Anda Uldum, at Nanoq Beer overhovedet ikke har betalt royalty, selvom Nanoq Beer sendte vand fra Indlandsisen til udlandet, som skulle bruges til ølbrygning

Det oplyser Skattestyrelsen.

Beløb
Herefter har Anda Uldum spurgt, om Nanoq Beer havde tilladelse til at eksportere is eller vand i henhold til landstingsloven om udnyttelse af is og vand. Og om Nanoq Beer i givet fald har oplyst Naalakkersuisut, at selskabet eksporterede is eller vand til Wales.

Til det svarer Jens-Erik Kirkegaard:

- Nanoq Beer Greenland ApS fik en tilladelse til i 2011 at eksportere 48.000 liter vand. Det blev af selskabet oplyst, at vandet skulle sendes til Danmark. Det skal bemærkes, at der i forbindelse med eksport af vand ikke er krav om, at det oplyses, hvortil vandet eksporteres. Selskabet blev gjort opmærksom på, at der skulle betales royalty af vandet. Royaltien udgjorde 24.000 kroner.

Læs: Forbrugerrådet: Nanoq Beer nærmede sig vildledning

Læs: 'Grønlandske' øl var fremstillet i Wales

Læs: Nanoq Beer anmodet tvangsopløst

Ingen overtrædelse
Endelig har Anda Uldum spurgt, om Naalakkersuisut har vurderet, at Nanoq Beer hvad angår eksporten af is eller vand til Wales har overtrådt bestemmelser i landstingsloven om udnyttelse af is og vand eller i tilladelser udstedt i medfør af landstingsloven?

- Såfremt der ikke er eksporteret yderligere vand end de 48.000 liter, hvortil der er givet tilladelse, er det ikke Naalakkersuisuts vurdering, at der er overtrådt bestemmelser henhold til landstingslov om udnyttelse af is og vand, svarer Jens-Erik Kirkegaard.

Læs artiklen ”Nanoq Beer skal alligevel aflægge regnskab” i denne uges AG, som du allerede kan købe her:

Powered by Labrador CMS