Job i mineselskab

Jens B.: Hvorfor ikke?

Formanden for Demokraterne Jens B. Frederiksen ser ingen hindring for at være medlem af Inatsisartut og have en ledende stilling hos mineselskabet True North Gems Greenland

Jens B. Frederiksen kan ikke se nogen hindring for at være medlem af Inatsisartut og have en ledende stilling hos mineselskabet True North Gems
Offentliggjort

- Fiskere og andre folk med tilknytning til selskaber er medlemmer af Inatsisartut, uden at det bliver kritiseret. Jeg kan heller ikke se hindring for, at jeg kan beholde min plads i Inatsisartut, efter at jeg er blevet ansat af True North Gems.

Det siger medlem af Inatsisartut og formand for Demokraterne Jens B. Frederiksen, der nu er blevet Executive Vice President i mineselskabet True North Gems Greenland.

Selskabet har søgt om udvindingstilladelse af rubiner i Aappaluttoq ved Qeqertarsuatsiaat.

Læs: Jens B. til tops hos True North Gems Greenland

Klar til at melde sig inhabil
- Råstofloven, der blev vedtaget i 2009, har placeret behandling af ansøgninger om udnyttelse af råstoffer hos Naalakkersuisut. Jeg får derfor ingen indflydelse på behandlingen af True North Gems Greenlands ansøgning om udnyttelse af rubiner ved Qeqertarsuatsiaat, siger Jens B. Frederiksen til Sermitsiaq.AG.

Han var selv klar over, at nyheden om hans ansættelse hos True North Gems Greenland vil blive diskuteret.

Læs: True North Gems: Grønland får den fulde skatteindtægt

- Jeg er ikke medlem af råstofudvalget og har under min tid i Naalakkersuisut ikke beskæftiget mig med råstofområdet. Jeg vil også helt klart melde mig som inhabil, hvis ansøgningen fra True North Gems Greenland bliver diskuteret i Inatsisartut, siger Jens B. Frederiksen.

Han har i november sidste år stiftet sit eget konsulentfirma og har også været taxavognmand og er stadig medejer af et bådcharter- selskab.

Har lederuddannelse
- Karl Lyberth fra Siumut, der er fisker, deltager i debatter om fiskeriet og Hans Enoksen, der er ansat af Pilersuisut, deltager også i debatter om KNI og Pilersuisoq. Det er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, siger Jens B. Frederiksen.

Han mener heller ikke, at medlemmer af Inatsisartut skal holde sig tilbage fra at deltage i erhvervslivet.

- Vi snakker hele tiden om bedre udnyttelse af hjemmehørende. Jeg er hjemmehørende og har uddannelse i ledelse, som jeg tog under min tid hos politiet, hvor jeg også har haft ledende stillinger. Jeg har også som bekendt erfaringer inden for erhvervslivet. Jeg kan derfor ikke se, hvorfor jeg skal holde mig tilbage fra at blive ansat hos et mineselskab, siger Jens B. Frederiksen.

True North Gems Greenland er det grønlandske datterselskab af det canadiske mineselskab True North Gems.

Powered by Labrador CMS