Forslag til nye taxa-regler får blandet modtagelse
Der er glæde i taxabranchen over, at der sker noget i sagen om manglende regulering, men også bekymring for om reglerne er for indgribende.
Hos Nuuk Taxi er direktør Janus Eigaard glad for, at der sker noget i sagen, men han mener, de nye regler er for indgribende i den frie konkurrence.
Foto: Leiff Josefsen
Manglende regulering af taxa-branchen førte i foråret til demonstrationer flere steder i landet, hvor den etablerede branche udtrykte sin utilfredshed med, at alle og enhver kunne udføre personbefordring mod betaling.
Manglende regler har ført til et stort sort marked, lød kritikken.
Nu er en bekendtgørelse med nye regler sendt i høring, og hvis den vedtages vil det igen kræve en tilladelse fra kommunalbestyrelsen, før man kan tilbyde personbefordring mod betaling - taxakørsel.
Så langt så godt er direktør i Nuuk Taxi, Janus Eigaard, med. Han er glad for, at der sker noget i sagen, sådan som Naalakkersuisut tidligere har lovet, fordi branchen har oplevet et stort pres, fra hvad Janus Eigaard betegner som pirattaxaer.
Vil behandles som andre virksomheder
Men han ser også med bekymring på dele af det fremlagte forslag, som han mener vil give kommunerne alt for stor indflydelse på markedet for taxakørsel. Han henviser her til, at det ifølge forslaget bliver kommunerne, der skal bestemme antallet af vogne samt fastsætte maksimaltakster på kørslen.
Janus Eigaard siger, at han gerne ser, at taxabranchen behandles om andre private virksomheder:
- Der er ikke nogen, der bestemmer, hvor mange butikker eksempelvis Brugseni gerne vil have. Det gør markedet.
- Når du går ned i Brugseni, er det heller ikke det offentlige, der bestemmer, hvad en liter mælk skal koste, og vi vil gerne have lov at konkurrere med eksempelvis busserne og andre taxaselskaber, siger Janus Eigaard.
Derfor ser direktøren helst, at priser og antallet af vogne overlades til den frie konkurrence.
Han understreger, at han har fuld forståelse for, hvis der rundt på kysten er andre opfattelser af forslaget, da omfanget af taxakørsel i sagens natur er meget anderledes end i Nuuk.
Meget tilfreds bestyrelsesmedlem
I Ilulissat er medlem af bestyrelsen i taxachaufførernes forening og tidligere mangeårig chauffør, Knud Fleischer, lidt mere positiv overfor de nye regler:
- Jeg er meget meget glad for, at der sker noget, efter at der i mange år ikke har været nogen regler, siger Knud Fleischer til Sermitsiaq.
- Man bliver helt varm når sagen kører, som vi har ønsket i så lang tid, siger han videre.
Det største minus ved de nye regler, som Knud Fleischer kan finde, er datoen for, hvornår de skal træde i kraft.
Ifølge forslaget træder reglerne først i kraft 1. juli 2025:
- Det er lang tid, hvor overtrædelserne stadigvæk vil fortsætte, siger Knud Flescher, der dog overordnet er meget tilfreds med forslaget.