integration

Folketingsmedlemmer efterlyser bedre integration

Aleqa Hammond finder det ubegribeligt, at flygtninge, der kommer til Danmark, kan deltage i integrationsprogrammer, får danskundervisning og bolig, mens grønlændere ikke får lignende tilbud

- Det er rigsfællesskabet uværdigt, at knap halvdelen af grønlænderne i Danmark oplever at blive mødt med fordomme, siger Aleqa Hammond
Offentliggjort

Det er rigsfællesskabet uværdigt, at knap halvdelen af grønlændere i Danmark har oplevet at blive mødt med fordomme, og at deres tilknytning til arbejdsmarkedet er dårlig.

Det understreger Siumuts folketingsmedlem Aleqa Hammond, over for Berlingskes Politico.

Stigmatiseret
Budskabet kommer, efter at Institut for Menneskerettigheder er udkommet med en rapport om hvordan grønlændere i Danmark oplever mødet med det danske samfund.

Ifølge instituttets undersøgelse har 44 procent af grønlændere i Danmark oplevet stigmatisering og en fordomsfuld indstilling fra etniske danskere. Og 53 procent mener, at grønlændere som gruppe er stigmatiseret i Danmark.

I tilgift har mange grønlændere svært ved at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked.

Krænkelse
- Det drejer sig om en krænkelse og diskrimination af egne statsborgere. Og det er en så alvorlig anklage, at ingen i regeringen på nogen måde bør leve med det, siger Aleqa Hammond til Politico og efterlyser større tolerance over for grønlandske borgere, der har et andet sprog, en anden kultur og et andet bagland end etniske danskere.

Det grønlandske folketingsmedlem finder det desuden ubegribeligt, at flygtninge, der kommer til Danmark, kan deltage i integrationsprogrammer, får danskundervisning og bolig, mens grønlændere ikke får lignende tilbud.

Ekstra indsats
Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, mener, at der skal slås ned på det, hvis der sker diskrimination. Men hun minder også om, at rigtig mange grønlændere i Danmark er velfungerende, og at man derfor er nødt til at se på det samlede billede.

- Vi skal holde regeringen op på deres løfter om at styrke vilkårene for den del af grønlænderne i Danmark, der har behov for en ekstra indsats. Det er blandt andet i form af styrket sprogundervisningen, bedre vilkår for frivillige og ikke mindst en styrket beskæftigelsesindsats, fremhæver Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.

Finansloven
Folketingsmedlemmet vil tage problemstillingen med til dagens debat om forslag til finansloven for 2016 i Folketingssalen, da hun mener regeringen bør tage det alvorligt, at en del af borgerne i landet føler sig sat udenfor fællesskabet.

Læs også: Grønlændernes beskæftigelse er på indvandrerniveau

Powered by Labrador CMS