Danmark

Grønlændernes beskæftigelse er på indvandrerniveau

Grønlændere er lige så marginaliserede som somaliere, libyere og irakere, viser undersøgelse fra SFI

Det Grønlandske Hus i København
Offentliggjort

Det er lige så svært for grønlændere at få job i Danmark, som det er for somaliere, libyere og irakere.

Det viser en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), som har spurgt knap 2000 grønlændere om deres leveforhold og kigget på relevante registerdata.

Ifølge Politiken er 53 procent af grønlænderne med én grønlandsk forælder i arbejde, mens det tilsvarende tal for dem med to grønlandske forældre er 36 procent. Fire ud af ti har desuden følt sig forskelsbehandlet af danskere.

- Grønlændere i Danmark er nogle af dem, der har det allersværest i det danske samfund, siger Maria Ventegodt Liisberg, der er ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder, til avisen.

Instituttet mener på baggrund af undersøgelsen, at der er grund til at overveje, om grønlændere bør have status af et nationalt mindretal, fordi der er tydelige problemer med at tilegne sig det danske sprog og danske vaner.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) mener dog ikke, at der er grund til særbehandling.

- Diskrimination er uacceptabelt og ulovligt. Men regeringen har altså ingen planer om at gøre grønlænderne her i landet til et nationalt mindretal.

- De er danske statsborgere med de samme rettigheder som andre statsborgere og skal behandles sådan, siger hun.

Powered by Labrador CMS