turisme
Blog: Bliv ved med at smile
Visit Greenland sætter fokus på krydstogtturismen med baggrund i et togt med 'M/F Fram'. Læs det nyeste indlæg her
Bloggen er skrevet af Tanny Por fra Visit Greenland, mens Mads Pihl, også Visit Greenland, har taget fotos.
- Det har været en stor oplevelse at besøge de helt små bygder. Det får én til at tænke over, hvor udfordrende livet er, og man mærker også tydeligt den stærke sammenhængskraft, der er det enkelte sted. Sådan sagde min nye ven, Cai, en aften til mig ombord på M/F Fram:
Glemt fællesskabet
- I USA har vi nærmest glemt fællesskabet. Og vi glemmer altid at tænke over, hvad der er til det fælles bedste. Her i Grønland mærker man omvendt, at der er en meget stærk identitetsfølelse forbundet med at være en del af lokalsamfundet, vurderede Cai.
Hilser på gaden
Der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at jo større en by bliver, desto mere fremmede bliver indbyggerne over for hinanden. Og så alligevel ikke. For selv i Grønlands travle hovedstad møder man som regel også folk, man kender, når man er på vej til arbejde om morgenen. Går man i land i Grønland i en by med færre end 100 indbyggere, er det dog stensikkert, at folk vil hilse på dig, enten ved at hæve øjenbrynene eller med et ’aluu’!
Turisterne mærker det
Menneskerne klædt i de blå jakker, Fram-passagererne, lagde alle sammen mærke til denne her unikke måde, I var på over for hinanden og over for dem. De følte sig velkomne, og de var meget interesserede i, hvem grønlænderne er. Havde de haft mulighed for at tale med jer, ville de uden tvivl have gjort det.
Edel Frøde fra Norge, der tidligere har boet i Nuuk, fortalte mig i den sammenhæng:
- Hver gang vi tager hjem fra ferie i Grønland, snakker vi altid om, hvor venlige og åbne grønlænderne er. De smiler til dig og hilser på dig på gaden. Og de ting er noget af det, vi sætter stor pris på ved Grønland.
Derfor folkens: Når I møder turister på jeres vej, så bliv endelig ved med at hilse på dem og anerkende deres tilstedeværelse. Der er ingen tvivl om, at der bliver lagt mærke til det. Og hvert eneste lille smil tæller!
Læs også: Ny blog: Tag med os på krydstogt om bord på M/S Fram
Blog: Min første krydstogtsdag begynder i Kangerlussuaq
Blog: Længe leve Qeqertarsuaqs basaltfjelde