turisme
Bådguider hjælper på Sarfaq Ittuk
Arctic Umiaq Line har god erfaring med sine bådguider, der assisterer det faste personale i sommersæsonen
På andet år har Arctic Umiaq Line taget to sommerpraktikanter, som fungerer som en slags skibsguider i kystskibets travle perioder.
Denne sommer har skibsguiderne ombord på Sarfaq Ittuk været Pipaluk Lynge og Mathias Stenbakken.
Hjælper skibets personale
Pipaluk Lynge læser kultur og samfundshistorie på Ilisimatusarfik, mens Mathias Stenbakken læser til serviceøkonom i Qaqortoq.
De to guider skal lappe hullerne i højsæsonen og hjælpe virksomheden med at indrette sig efter turisternes nye rejsemønster, siger direktøren i Arctic Umiaq Line, Jette Larsen, til Sermitsiaq.AG.
- Folk arrangerer rejser meget individuelt nu, og de booker ikke gruppeture længere. Det har gjort, at der er nye krav til det faste personale, som skibsguiderne nu aflaster.
Pipaluk Lynge og Mathias Stenbakken hjælper denne sommer også med at indsamle spørgeskemaer fra de rejsende.
Tilfredse rejsende for to år siden
- Der var stor tilfredshed, da sidste undersøgelse blev lavet i 2013. Maden var et af de eneste kritikpunkter, turisterne havde, og den satser vi på at forbedre i år, siger Jette Larsen.
I 2013 blev 4.400 rejsende på Sarfaq Ittuk interviewet, og dengang fik virksomheden 3,11 point i gennemsnit på en skala fra 1 til 4, hvor 4 er mest tilfreds.
Den ene af de to sommerguider på kystskibet Mathias Stenbakken har allerede mange idéer til, hvordan turismen kan forbedres her i landet.
Han har gået på én af turisme-uddannelserne i Qaqortoq siden 2012 og havde sidste år sit første praktikophold i en stor islandsk turistvirksomhed.
Opfordrer til netværk med Island
- Det vigtigste vi kan gøre for turismen i Grønland er at samarbejde med Island og etablere et netværk, siger den unge skibsguide.
- Derudover mener jeg, vi skal bruge internettet endnu bedre. Vores turistagenter skal sikre, at deres kunder kan få alt det de efterspørger. Der er et marked for flere turister til Grønland, tror den unge Stenbakken, hvis far i øvrigt også arbejder med turisme som direktør i Visit Greenland.
Mathias Stenbakken har selv arbejdet som guide, siden han var 12 år gammel i Tasiilaq. Her husker han sin første store succés som turistguide: Da han fik 800 kroner i drikkepenge fra nogle besøgende med et amerikansk krydstogtskib.
Se også:
Flere billige pladser på Sarfaq Ittuk
Arkalo Lyberth runder 40 år til søs