Albatros på indkøb: Hotel Kangerlussuaq bliver privatejet
Hotel Kangerlussuaq er nu solgt og ejes nu af Albatros Arctic Circle Aps per 1. august. Overdragelse vil ske hurtigst muligt, mens personalet følger med købet.

Hotellet i Kangerlussuaq er nu i private hænder efter en handelsaftale mellem Mittarfeqarfiit A/S og Albatros Arctic Circle Aps den 1. august. Det oplyer Mittarfeqarfiits direktør, Henrik Estrup i en pressemeddelelse.
Salget sker efter ønske fra Selvstyret og Qeqqata Kommunia. Hotel Kangerlussuaq, der har i alt 61 overnatningsværelser, nåede at være på boligmarkedet i halvanden måned, sat til højeste bud.
Henrik Estrup oplyser, at overdragelsen til ejeren sker hurtigst muligt.
- Det har været vigtigt for os i denne proces at finde den rigtige køber til hotellet. Albatros Arctic Circle Aps. har virket i mange i år i Kangerlussuaq, hvor de driver flere indkvarteringsmuligheder samt restaurant Roklubben. Det er derfor med ro i sindet, at vi overdrager hotellet i Kangerlussuaq til dem, siger administrerende direktør Henrik Estrup.
Gode turismemuligheder
Hotellet er solgt som det er, og med alt løsøre inkluderet. Albatros, der driver flere indkvateringer i Kangerlussuaq har dermed udvidet sit selskab med omkring 5.357 kvm, der også inkluderer kontor, lager og butik.
- Hotel Kangerlussuaq passer rigtig godt ind i vores nuværende virksomhed i Kangerlussuaq, og vi glæder os til nu at få endnu bedre mulighed for at udvikle turismen i Kangerlussuaq sammen med hotellets gode og dygtige medarbejdere, siger direktør i Albatros, Jørgen Larsen.
Virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse, og alle medarbejdere følger derfor med og er sikret deres arbejde i forbindelse med salget.