Air Greenland støtter tidszone-ændring: Vil betyde flere fordele for luftfarten
Det vil have flere positive effekter for Air Greenland, hvis tidsforskellen til Vesteuropa mindskes til tre timer, lyder det fra direktør i høringssvar.
Grønland skal overtage sagsområdet "tidens bestemmelse" fra den danske stat, og Naalakkersuisut lægger i den forbindelse op til at ændre tidszone for størstedelen af landet, således at tidsforskellen til Danmark mindskes til tre timer.
Konkret foreslås tidszonen ændret fra UTC -3 til UTC -2.
Forslaget møder opbakning fra luftfartsselskabet Air Greenland, der i et høringssvar peger på en række fordele for selskabet, hvis tidszonen ændres. Ifølge Air Greenland vil fordelene også gælde andre luftfartsselskaber, der i fremtiden vil operere her i landet.
Det drejer sig blandt andet om, at Air Greenlands atlantmaskine vil kunne operere med færre gener for kunderne i tilfælde af dårligt vejr på kysten:
Direktør: Kan give færre gener for kunderne
- I tilfælde hvor atlantflyet pga. eksempelvis dårligt vejr på kysten, må afvente indkomne indenrigsmaskiner, vil forslaget betyde, at atlantmaskinen kan komme hurtigere afsted med færre konsekvenser for næste dags program. Og med færre gener for kunderne, skriver direktør i Air Greenland Jacob Nitter Sørensen og fortsætter:
- I dag vil det i dette scenarie være nødvendigt at lade besætningen hvile minimum 14 timer i Kangerlussuaq før afgang mod København. Efter ankomst til København skal besætningen i dag hvile minimum 3 nætter før de igen kan gå i produktion.
- Med 3 timers forskel vil atlantflyet kunne nøjes med at vente i 10 timer i Kangerlussuaq, hvorefter besætningen kun behøver én nats hvile før produktion. Det vil både betyde en fordel for passagererne og øget fleksibilitet for selskabet.
Får længere "kontortid"
Direktøren nævner også, at en stor del af af Air Greenlands simulatortræning foregår i Europa, og derfor vil tidszone-ændringen gavne planlægningen.
En ændring af tidszonen vil ifølge Jacob Nitter Sørensen også være en fordel ved flyvninger mod vest:
- I relation til de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat, der åbner mulighed for at flyve til Nordamerika, vil forslaget ligeledes være en fordel for erhvervet. Med 3 timers tidsforskel til Europa og 3 timers tidsforskel til Nordamerikas østkyst, vil behovet for flybesætninger til at beflyve både Nordamerika og Europa i et samlet netværk være mindre end med 4 timers tidsforskel, skriver Jacob Nitter Sørensen.
Slutteligt peger direktøren på, at ændringen også give mulighed for en times ekstra "kontortid" i forhold til kontakten med luftfartsmyndighederne i Danmark.
Positiv arbejdsgiverforening
Arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv skriver kort og godt i sit høringssvar, at organisationen ser forslaget om at ændre tidszone som positivt.
Udover Air Greenland og Grønlands Erhverv er der ifølge Naalakkersuisuts hjemmeside ikke andre, der har afgivet høringssvar til forslaget om at ændre tidszonen.
Forslaget lægger op til at skifte tidszone med en time, så når klokken 10 i dag, vil den være 9 i fremtiden - undtaget tre steder med særlige tidszoner.
De tre områder med særlige tidszoner er Ittoqqortoormiit, der har tidszonen UTC -1, Danmarkshavn har tidszonen UTC +0, og Pituffik (Thule Air Base) har tidszonen UTC -4.