Endnu en KNI-chef fratræder

Det selvstyreejede selskab KNI A/S skal nu på jagt efter en ny HR chef.

Mikol Poulsen, der har arbejdet i Polaroil og senere i KNI som HR chef, er fratrådt pr 15. september.

Det er den nye administrerende direktør Jeppe Jensen, der i en intern mail til medarbejderne i KNI-koncernen oplyser om fratrædelsen, der sker ”efter gensidig aftale”.

- Jeg vil gerne takke Mikol for hendes indsats gennem mange år, først i Polaroil og senere hen i KNI, skriver Jeppe Jensen i den interne orientering, som Sermitsiaq.AG har fået kendskab til.

Det bliver også oplyst i orienteringen, at lederen for lønafdelingen, Kista Kreutzmann, skal varetage HR-funktionen, indtil man har fundet en ny HR chef.

Flere afskedigelser

Mikol Poulsens afgang er en af flere siden alvorlige anklager om regnskabsfusk blev fremlagt i avisen Sermitsiaq, hvilket medførte at revisionsselskabet PwC blev hyret til at lave en gennemgribende og tilbundsgående undersøgelse af forholdene i KNI A/S.

Således valgte den tidligere administrerende direktør Peter Grønvold Samuelsen tilbage i april i år at opsige sin stilling, da flere medarbejdere havde anmeldt ham til politiet for blufærdighedskrænkelser.

Desuden blev regnskabschef Per Jensen få uger senere afskediget i maj af den daværende konstituerede chef Jan Lynge Pedersen.

Der gives ingen forklaring på i den interne mail, hvorfor HR chefen fratræder.

Powered by Labrador CMS