Gå til hovedindhold

Ekspert: Pressen er demokratiets vogtere

Det er et typisk modangreb fra Siumut, at kritisere medierne, når pressen graver i sager, der ikke ser godt ud for partiet. Det mener Naja Paulsen, der er leder af journalistuddannelsen på Ilisimatusarfik, efter at Doris J. Jensen retter hård kritik mod grønlandske medier.

Det klinger hult, når inatsisartutmedlem for Siumut Doris J. Jensen angriber pressen på grund af flere kritiske sager i medierne den senere tid. Det mener afdelingsleder ved Institut for Samfund, Økonomi & Journalistik på Ilisimatusarfik, Naja Paulsen.

- Det er den sædvanlige diskussion, når der er kritiske artikler, så kommer der automatisk kritik af pressen, om at der er nogen, der forfølger nogen - I dette tilfælde partiet Siumut, siger Naja Paulsen til Sermitsiaq.AG.

LÆS OGSÅ: Doris J. Jensen: Medierne er efter os

Hun mener ikke, det er sundt for et demokrati at håndtere tingene på den måde. Politikerne passer deres arbejde, det gør medierne også. Det burde der være forståelse for, og politikerne burde være deres ansvar bevidst i den forbindelse, påpeger hun.

- Politikerne er nødt til at lære, at pressen har en helt speciel rolle i et demokratisk samfund. Det er pressen, der skal være vagthund og holde et vågent øje med magthaverne, siger hun.

Demokrati kræver åben debat

Naja Paulsen understreger, at medierne skal lave kritiske artikler og være kritiske overfor historier, som ind imellem kan være ubehagelige for de implicerede.

Det bedste for demokratiet er at tage emner op, selvom de er kritiske, og at debattere dem i samfundet, som ønsker åbenhed fra sine politikere, mener Naja Paulsen.

- Hvis ikke der er noget om sagen, så er det jo bare at fortælle og bevise det, siger hun.

Doris J. Jensen mener, at pressen går alt for meget efter Siumut, og at der må være skjulte motiver bag interessen for landets største parti.

Men der er en helt logisk forklaring, forklare Naja Paulsen.

- Det er jo det parti, der sidder på magten og som derfor har muligheden og adgang til de forskellige goder, som pressen spørger ind til.

Dem der sidder på magten

For eksempel har inatsisartutmedlemmer ikke adgang til bil i forbindelse med deres arbejde, og det er kun Naalakkersuisut, der sidder med til bords under visse beslutninger om landets erhverv, tilskud og så videre.

Derfor er det også dem, der bliver sat under lup af medierne i forhold til inhabilitet og magtmisbrug. Og det skal de kunne takle, mener Naja Paulsen.

- Alle folkevalgte bør vide, at der er perioder, hvor man kommer i medierne. Det handler ikke om at forfølge men om, at der er nogle ting, der er værd at skrive om, siger hun.

- Historierne er der uanset om man er Siumut eller ej. Der kommer altid historier frem  af den slags uanset parti. Der er en grund til at tage de historier op. Det er det pressen er til for. Pressen har sin rolle i demokratiet, for at sikre at magthaverne ikke udnytter deres position.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER