Doris J. Jensen: Medierne er efter os

Doris J. Jensen mener, at grønlandske medier går hårdere til Siumut end andre partier og stiller spørgsmål ved, om medierne har en politisk holdning eller skjulte motiver.

OBS rettet: Doris J. Jensen er ikke formand for inatsisartutgruppen mere, da Herman Berthelsen er blevet valgt til ny formand d. 22. september

Medlem af Inatsisartut for Siumut Doris J. Jensen kommer i en pressemeddelelse med hård kritik af grønlandske medier på grund af den senere tids mediedækning af forskellige sager, der involverer Siumut-politikere.

- Jeg må konstatere, at de grønlandske medier oftere og oftere fører personsager mod enkelte Siumutmedlemmer, skriver Doris J. Jensen.

- Man fristes til at spørge, om de grønlandske medier bevidst - eller ubevidst - har en politisk holdning? Eller om der er et bagvedliggende motiv til disse kampagner, skriver hun

Stenbider, bil og tilskud til fiskefartøjer

Sagerne, der får politikeren på barrikaderne, er Kim Kielsens Stenbidersag, historierne om at flere Siumut-politikere har fået offentlig støtte til indkøb af fiskefartøjer, samt senest en historie om Kielsens forbrug i forbindelse med hans arbejdsbil.

Ifølge Doris J. Jensen er historierne behæftet med faktuelle fejl, og hun undrer sig over, hvorfor der ikke er politikere fra andre partier, der står for skud.

- Alt for ofte føler vores politikere sig udsat for journalistiske overgreb, med den konsekvens at, der er færre borgere, der ønsker at tage del i det politiske hverv.

Synes du, det er et journalistisk overgreb, at journalisterne spørger politikerne om deres prioriteringer og moralske kompas?

Det er selvfølgelig journalisternes arbejde, men når det er ensidigt, og når der kommer ukorrekte oplysninger, så er det en hel anden sag, svarer Doris J. Jensen til Sermitsiaq.AG.

Er det ikke naturligt, at I som største parti med mest magt bliver spurgt oftest?

- Det er helt fint, at journalister undersøger en masse, men når man kun kigger på et parti er det ikke acceptabelt, og jeg synes, det er uretfærdigt.

I en undersøgelse fra Ilisimatusarfik fra 2018 kortlægges de grønlandske medier. Den undersøger blandt andet, hvor meget de forskellige partier er i medierne. Konklusionen er, at koalitionspartierne får langt mere taletid i medierne end oppositionen, uanset hvem der er med.

- Alt for ofte handler mediernes vinkel ikke om at belyse et emne, men om at skabe mistillid til hårdtarbejdende mennesker, der vil det bedste for deres land, skriver Doris J. Jensen i sin pressemeddelelse.

Kim Kielsen har ikke en eneste gang sagt ja til et interview til Sermitsiaq.AG om stenbidersagen på trods af rigtigt mange henvendelser, kan du forstå, at det er svært for medierne at belyse en sag fra to sider, hvis politikerne ikke vil udtale sig?

-Det er med god grund, man siger nej, når man har mistet tilliden til nogle journalister, siger Doris J. Jensen.

Powered by Labrador CMS