rabies

Dyrlæge: Hold jer væk fra ræve i Kangerlussuaq

Sanne Eline Wennerberg: – Jeg opfordrer beboerne i Kangerlussuaq til at kontakte politiet, når de ser en ræv

Ræve hvalpe
Ræve ser meget søde ud, når de er hvalpe, men de er ikke søde, hvis de har fået rabies.

Politiet i Kangerlussuaq har konstateret, at der stadig er ræve, der kommer tæt på bygden.

Rævene udviser aggressivitet og har mistet deres skyhed. Dyrene kommer endda helt tæt på beboerne, biler og bilister.

Allerede 3. oktober advarede dyrlægen om rabies i området.

Politiet i Kangerlussuaq har rykket ud efter henvendelser fra borgerne, fremgår det af en pressemeddelelse fra selvstyrets veterinærtjeneste

– Det vil de blive ved med at rykke ud for at skyde rævene, siger embedsdyrlæge, Sanne Eline Wennerberg.

– Jeg vil opfordre beboere i Kangerlussuaq, at de skal kontakte politiet i bygden, når de har set en ræv, siger Sanne Eline Wennerberg i følge pressemeddelelsen. Hun advarer samtidig om, at beboerne skal holde sig væk fra rævene.

– Selv om det er sjovt at tage et billede af en ræv, som er tæt på, så lad være med det. Hvis en ræv med rabies angriber og bider et menneske, kan man blive smittet med rabies. Det er en meget alvorlig sygdom for mennesker, som kan medføre døden, understreger embedslægen i pressemeddelelsen.

Har rabies

Politiet i Kangerlussuaq meddelte den 12. oktober, at de havde skudt to ræve, som opførte sig meget mærkeligt, og at hovederne blev sendt til undersøgelse for rabies.

Embedsdyrlægen har fået konstateret, at der var rabies i rævene.

Qeqqata Kommunias hundeinspektør, som har kontakt med slædehundeejerne, vil i næste uge vaccinere hvalpe fra to måneders alderen.

Kontakt Veterinær og Fødevare Myndigheden i Grønland hvis du ser en ræv opføre sig underligt. E-mail:uumasut@nanoq.gl

Powered by Labrador CMS