Dømt for drabsforsøg på åben gade

En kvinde skal fire år og seks måneder i anstalt, efter hun er blevet fundet skyldig i at have stukket en mand med kniv.

En 31-årig kvinde sad i sidste uge på anklagebænken i Sermersooq Kredsret tiltalt for ikke mindre end 25 forhold, hvoraf det alvorligste var drabsforsøg.

Fredag faldt der dom i sagen, og kvinden blev fundet skyldig i hovedparten af tiltalerne. Kvinden fik en dom på fire år og seks måneders anstaltsanbringelse, oplyser anklager Nina Jessen fra Grønlands Politi.

Drabsforsøget skete tilbage i juli i Nuuk, hvor kvinden nu er kendt skyldig for at have stukket en 45-årig mand med en kniv, der havde en bladlængde på 15 centimeter. Ved knivstikket klappede mandens ene lunge sammen, og han pådrog sig potentielt livstruende skader.

Et øjenvidne overværede dele af optrinnet og fortalte, hvordan kvinden fulgte efter manden, der havde blod på hånden og vaklede afsted. Da den 31-årige i sin tid blev anholdt af politiet, nægtede hun, at hun havde stukket manden med henblik på at dræbe ham.

Tilfreds anklager

- Jeg er tilfreds med, at kvinden er kendt skyldig i drabsforsøg, og at kredsretten har valgt at følge anklageskriftet med hensyn til foranstaltningens længde.

- Der er tale om sager, som er af grov karakter, og som vi ser alvorligt på, siger Nina Jessen til Sermitsiaq.AG.

Om længden på foranstaltningen forklarer Nina Jessen, at drabsforsøg normalt ”koster” tre år, længden på 4½ år skyldes, at hun også blev dømt for andre alvorlige anklager – heraf to af grovere karakter, samt manglede at afsone seks måneder fra en tidligere dom.

Truede Inatsisartut-medlem

Af de to grovere anklager handler det ene om vold, hvor kvinden blev fundet skyldig i at have trampet på og sparket til en mand, mens han lå på asfalten. Det andet alvorlige tiltalepunkt handler om, at kvinden skal have truet et medlem af Inatsisartut over beskedtjenesten Messenger.

'Jeg glæder mig til at se dig din lille kælling. Vær klar på at blive skilt ad,' skulle den 31-årige blandt andet have skrevet til Inatsisartut-medlemmet.


Den 31-årige blev også fundet skyldig i spirituskørsel og databedrageri.

Kvinden blev frifundet for nogle punkter i anklageskriftet, der handler om tyveri. Både anklager og forsvarer har modtaget dommen.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS