Efterforskning

Dødsbrand i Nuuk stadig uopklaret

Sidste måneds brand i Nuussuaq-bydelen i Nuuk, der kostede to unge mænd livet, er stadig uopklaret, fastslår politiet efter brandteknikere har undersøgt brandårsagen

Brandteknikerne har ikke været i stand til at fastslå årsagen bag branden, der kostede to unge mænd livet i sidste måned

Årsagen til dødsbranden, der lørdag den 21. marts hærgede en lejlighed i det gule lejlighedskompleks på vejen Paarnat i Nuussuaq-bydelen i Nuuk, er stadig uopklaret, efter at politiets brandteknikere har undersøgt den udbrændte lejlighed, oplyser KNR.

I forbindelse med den voldsomme brand, der kostede to 23-årige mænd livet, har brandteknikere fra Danmark forsøgt at opklare årsagen til branden, men det er altså ikke lykkedes.

Læs: 23-årige mænd døde af kulilteforgiftning

- Vi kan desværre ikke komme med nogen årsag til branden, det har været umuligt for os at finde frem til den, dels fordi lejligheden er brændt meget, og møblerne er brændt væk. Så det har været umuligt for brandteknikere at skulle fastlægge den konkrete brandårsag, siger leder af politiets efterforskningssektion, Taatsi Lynge-Fleischer, til KNR.

Læs: Paarnat-branden koster endnu en 23-årig mand livet

Se billeder: Brand i lejlighed i Nuussuaq-bydelen i Nuuk

Intet tyder på, at branden var påsat
Brandteknikerne kan slå fast, at branden er opstået i stuen, men de kan ikke komme nærmere den endelige årsag til, at branden opstod. Lederen af efterforskningen siger til KNR, at intet peger i retning af, at branden skulle være påsat.

- Det tyder hverken på, at den er forsætligt påsat, eller at brandfarlige kemikalier bliver brugt på stedet, siger Taatsi Lynge-Fleischer.

Powered by Labrador CMS