Brand i Nuuk

23-årige mænd døde af kulilteforgiftning

Retsmediciner har nu afsluttet sin undersøgelse af lørdagens brand i Nuuk, som kostede to mænd livet

Fra lørdagens brand

Kulilteforgiftning som følge af lørdagens voldsomme brand i Nuuk er årsagen til, at to 23-årige mænd er afgået ved døden.

Det konkluderer en retsmediciner, som nu har afsluttet sin undersøgelse af branden i en lejlighed i Nuussuaq-bydelen i Nuuk. En brand lørdag formiddag, hvor en 21-årig mand som den eneste nåede at vågne og springe ud fra altanen på 1. sal. Onsdag blev han udskrevet fra Dronning Ingrids Hospital.

Politiets efterforskningsleder, politikommissær Taatsi Fleischer, oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag.

Læs: Paarnat-branden koster endnu en 23-årig mand livet

Nu skal tre brandteknikere - også fra Danmark - undersøge, hvordan branden er opstået, og først herefter ønsker politiet i Nuuk at udtale sig om, hvordan de tror, branden er opstået. På grund af påske og logistiske udfordringer kommer brandteknikerne først til Nuuk den 8. april, oplyser politiet til Sermitsiaq.AG.

Lørdag formiddag klokken 09.43 modtog politiet en række opkald om branden i det gule lejlighedskompleks på vejen Paarnat i Nuussuaq-bydelen.

Læs: Brand i Nuuk koster 23-årig mand livet

Se billeder: Brand i lejlighed i Nuussuaq-bydelen i Nuuk

Powered by Labrador CMS