Gå til hovedindhold

Departementschef efter kritik: - Vi har gjort hvad vi kunne for at hjælpe

Formandens Departement har gjort, hvad de kunne for at hjælpe Forfatningskommissionen, siger departementschef efter kritik af økonomiske forhold i kommissionen. Múte B. Egede vil ikke kommentere på sagen som øverst politisk ansvarlige.

En undersøgelse lavet af revisionsfirmaet EY Grønland har afdækket en række problemer i Forfatningskommissionen. Det drejer sig blandt andet om meget stor udskiftning af medarbejdere, problemer med bogføringen samt kritik af manglende sparsommelig adfærd.

Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en kommentar til problemerne fra formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), men han vil ikke udtale sig om sagen. Han henviser til, at han kun vil kommentere selve indholdet af kommissionens betænkning.

LÆS OGSÅ: Undersøgelse: Pengene har siddet løst i Forfatningskommission

I Formandens Departement vil departementschef Hans-Peder Barlach Christensen godt komme med et skriftligt svar på, om man kunne have gjort mere for at støtte kommissionen.

Kunne kun hjælpe hvis de bad om det

Spørgsmål: Hvorfor har Formandens Departement ikke gjort mere for at hjælpe eksempelvis kommissionens sekretariat? kunne I som departement have gjort noget anderledes for at skabe mere stabile rammer om arbejdet i Forfatningskommissionen?

- Jeg kan ikke rigtigt se, hvordan spørgsmålet ”ikke har gjort mere” kan opstå alt den stund, at vi har gjort, hvad vi kunne for at hjælpe i det omfang, der er blevet anmodet om det.

LÆS OGSÅ: Kritik: Kommission lavede borgeroplysning i stedet for inddragelse

- Det skal understreges, at kommissionen er uafhængig i sit virke, så vores muligheder for at hjælpe alene ligger i tilsyn med økonomi samt tilgængelighed i det omfang kommissionen måtte ønske det, skriver Hans-Peder Barlach Christensen i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG.

Der skulle strammes op

Departementschefen oplyser, at der blev bestilt to rapporter fra revisionsfirmaer for at få overblik og hjælpe.

- Jeg kan ikke svare på vegne af EY, men konstatere at der – som det fremgår af anbefalingerne – skulle ske en opstramning i forhold til økonomistyringen, hvilket også skete både før EY´s rapport og efterfølgende, skriver Hans-Peder Barlach Christensen.

Sermitsiaq.AG har bedt om at få den anden rapport udleveret, men det afviser departementschefen. Undersøgelsen skulle handle specifikt om udbetalingen af vederlag til kommissionens medlemmer.

Vil ikke udlevere alle dokumenter 

EY Grønland henviser til rapporten i sin undersøgelse, og revisionsundersøgelsen vurderer, at udbetalingen af vederlagene ikke har været sparsommelig adfærd.

- Vi skal svare på et §37 til Jens-Frederik Nielsen vedrørende omkostninger, hvor hovedtallene vedrørende løn og honorar vil fremgå. Med hensyn til materiale bliver disse overleveret til Nationalarkivet, hvor I vil kunne søge om indsigt, når disse er registreret, lyder det fra departementschefen i forhold til vederlags-spørgsmålet.

Sermitsiaq.AG har efter dette svar indgivet en formal aktindsigtsanmodning på rapporten, som vi afventer svar på. 

 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER