Demokraatit klar til at sikre opkrævningssystem

Opkrævningssytemet Ilanngaassivik ser ud til at gå igennem Inatsisartut med snævert flertal. Oppositionen kræver et højere rådighedsbeløb.

13.11. kl 8.20 Præciseret, at ordningen kun er obligatorisk for borgere, der er i restance.

Det ser ud til, at forslaget om skabe et opkrævningssystemet Ilanngaassivik udelukkende vil blive vedtaget med stemmerne fra koalitionen og støttepartiet Demokraatit. Oppositionen kan ikke støtte forslaget i sin nuværende form.

Ilanngaassivik vil betyde, at man bliver sat under administration, hvis man er i restance til det offentlige. Det betyder, at nye regninger til det offentlige vil blive betalt automatisk inden man får sin løn udbetalt.

Der er dog sat et minimumsbeløb på, som man skal have tilbage, når regningerne er betalt. Der må således som udgangspunkt ikke opkræves regninger, der betyder, at borgeren har mindre end 4.000 kroner til rådighed om måneden, og for par ikke under 6.000 kroner samlet. Rådighedsbeløbet forhøjes desuden, hvis der er hjemmeboende børn under 18 år.

Strid om rådighedsbeløb

Og det er netop dette rådighedsbeløb, der er stridens kerne. Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq har fremsat et kompromisforslag om at forhøje rådighedsbeløbet 'svarende til hvad for eksempel SIK har afgivet i sit høringssvar'. SIK har foreslået at rådighedsbeløbet bliver på 7.000 kroner for enlige og 10.000 kroner for par.

Men det forslag har et flertal i finansudvalget besående af Siumut og Demokraatit ikke bakket op om.

Da forslaget oprindelig blev behandlet i salen, gik bølgerne højt, hvor udover Partii Naleraq og IA også Samarbejdspartiet og Atassut skød med skarpt efter forslaget. Nunatta Qitornai bakkede grundlæggende op om forslaget.

Lovforslaget skal 2. behandles på torsdag og skal til endelig behandling afstemning 20. november.

Powered by Labrador CMS