Demokraatit er klar til at ophæve restriktioner

Demokraatits formand er klar til at åbne op for samfundet igen og mener ikke Omikron er en samfundskritisk sygdom. Hans argumenter vinder dog ingen genklang hos de andre partiformænd, siger han.

”Lad os nu få friheden tilbage”

Så klart er budskabet fra Demokraatits formand Jens Frederik Nielsen, dagen efter Naalakkersuisut har strammet restriktionerne her i landet og der er indført forbud mod salg og udskænkning af alkohol i tre kommuner.

Sverige vil begynde at afvikle coronarestriktioner fra den 9. Februar og Holland lemper sine ellers stramme restriktioner. Flere lande går mod mere frihed på trods af høje smittetal med Omikron.

Og det forventes at den danske regering vil fjerne alle restriktioner fra 1. februar. Mette Frederiksen har indkaldt til pressemøde klokken 18.30 dansk tid onsdag, hvor der også kommer en udmelding om hvorvidt Covid-19 fortsat skal være kategoriseret som en ”samfundskritisk sygdom”.

På tide at give slip

Det er mærkatet, der giver mulighed for mange af de restriktioner, vi har oplevet siden coronas begyndelse for snart tre år siden.

- Alt tyder på, at Omikron ikke er en samfundskritisk sygdom. Derfor er det efter Demokraatits mening på tide, at vi får friheden tilbage, skriver Jens-Frederik Nielsen i en pressemeddelelse onsdag.

Han argumentere med flere andre landes genåbninger og at omikron virker til at give mindre alvorlige sygdomsforløb.

- På den baggrund mener jeg, at det simpelthen må være på tide, at vi også herhjemme vender tilbage til en normal hverdag. Det har jeg naturligvis argumenteret for, når jeg har mødtes med de øvrige partiformænd, men det er desværre blevet umuligt at komme igennem med sine synspunkter i dette forum.

Har haft et fint samarbejde om corona

Partiformanden påpeger, at Inatsisartut har haft et godt samarbejde om at udstråle enighed og bekæmpe pandemien, men at Demokraatit er nødt til at sige fra nu.

- Derfor siger jeg det nu så klart, som jeg kan; Omikron har sørget for, at Corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom. Demokraatit kan derfor ikke længere bakke op om restriktionerne herhjemme. Lad os droppe dem. Lad os få friheden og livsglæden tilbage.

Jens-Frederik Nielsen revser også naalakkersuisut for at arbejde for langsomt og for at bryde aftaler, der laves partiformændene imellem.

- Et godt eksempel herpå er Naalakkersuisuts uacceptable håndtering af den seneste nedlukning af erhvervslivet.

Ifølge Demokraatits formand så var partiformændene enige om, at erhvervslivet skulle kompenseres 100 procent.

- Alligevel er det endt i en rodebutik, hvor kompensationen bestemt ikke er 100 procent, og hvor arbejdet med at kompensere erhvervslivet dårligt nok er kommet i gang endnu.

Ingen kompenseres 100 procent

Grønlands Erhverv og Nusuka har begge været ude med kritik af manglende støtte til et presset erhvervsliv, der kæmper med restriktioner og syge medarbejdere.

- Her må jeg altså kræve, at Naalakkersuisut holder op med at fjumre rundt; erhvervslivet skal kompenseres 100 procent sådan som vi aftalte på partiformandsniveau. Og det kan kun gå for langsomt. Slutter Jens-Frederik Nielsen sit budskab.

Naalakkersuisoq for Erhverv og Handel Pele Broberg forstår Demokraatits frustration.

- Når regeringen indfører begrænsninger skal dem der bliver ramt selvfølg kompenseres og det er der enighed om blandt partiformændene. Men hverken vi eller den tidligere koalition har kompenseret erhvervet 100 procent.

Powered by Labrador CMS