Danske studerendes bionedbrydelige fiskenet fanger førsteplads i forsker-VM

Ni studerende fra Københavns Universitet opfinder et bæredygtigt fiskenet af edderkoppesilke og vinder fornem, international konkurrence i syntetisk biologi.

De studerende fra Københavns Universitet strøg ind på førstepladsen foran 356 andre hold fra 44 lande.

Forestil dig et stærkt fiskenet, som helt naturligt nedbrydes i havet med tiden, fordi det er lavet af edderkoppesilke, proteiner fra søanemoner og muslinger.

Netop dén opfindelse har ført et hold af ni studerende fra Københavns Universitet til tops i den internationale konkurrence iGEM, også kendt som verdensmesterskaberne i syntetisk biologi for studerende.

Det skriver Videnskab.dk.

- Det er allerførste gang, et skandinavisk hold er gået så langt og har vundet så meget i konkurrencen. De har været op imod 356 andre hold fra 44 lande, så det er kæmpestort, fortæller holdets medvejleder Nanna Heinz, der er centerleder ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, til videnskabsmediet.

- Uvirkeligt, at vi har vundet

Joachim Ibsen er en af de ni studerende fra holdet, der netop har vundet iGEM konkurrencens fineste pris, Grand Prize, samt syv andre priser for deres innovative projekt Netlantis, der har vist, at det kan blive muligt at skabe biologisk nedbrydelige fiskenet.

- Det er stadig helt uvirkeligt, at vi har vundet. Vi var vildt overraskede og ydmyge, da vi blev nomineret til finalen, og det overgik alle mine forventninger, at vi blev udråbt som vindere af Grand Prize, fortæller Joachim Ibsen, bioteknologi-studerende på Københavns Universitet, om at vinde konkurrencen i syntetisk biologi.

Syntetisk biologi er et stadigt voksende forskningsområde, hvor der skabes nye biologiske funktioner, som ikke findes i naturen.

Det kan for eksempel være bakterier, der hjælper med at rydde op efter oliespild, biologiske fabrikker, der producerer medicin, eller vacciner mod sygdomme.

Vil reducere spøgelsesnet i havene

Hvert år tabes enorme mængder af nylon-fiskenet i havene, og de hvirvler rundt som spøgelsesnet, forurener med mikroplast og dræber hundredtusindvis af havdyr. Den problematik har været holdets drivkraft.

På blot 11 måneder har de fundet på, søgt penge til og nået at vise, at det er muligt at skabe bionedbrydelige fibre, som, de håber, i fremtiden kan erstatte plastbaserede fiskenet, der bruges til fiskeri i dag.

- Det er svært at skabe et fiskenet, som kan nedbrydes naturligt, for det skal jo både være enormt stærkt og holde længe nok, før det begynder at blive nedbrudt, så det kan bruges af fiskerne, pointerer Joachim Ibsen til Videnskab.dk.

- Vi vidste, at edderkoppespind er enormt stærkt og har nogle vilde egenskaber. Derfor undersøgte vi, om det er muligt selv at skabe edderkoppesilke, som er det, et spind er lavet af, forklarer han.

Muslingeprotein sikrer, det holder under vand

Ved at få bakterier til at producere edderkoppesilke samt et særligt fiberprotein fra søanemoner er det lykkedes holdet at skabe stærke, bionedbrydelige fibre.

Fibrene har de belagt med et klæbrigt og beskyttende protein fra muslinger.

- Det har vi gjort for at bevare de stærke egenskaber, som edderkoppesilke har, og sørge for, at det holder under vand, fortæller Joachim Ibsen til Videnskab.dk.

Han er sammen med sine otte holdkammerater de første i verden, der har brugt syntetisk biologi som en mulig løsning på de problemer, tabte fiskenet skaber i havmiljøet i dag.

- Vi håber, at der er andre, der vil tage fat i det, vi har fundet ud af, eller se på noget lignende, hvor det bliver brugt, slutter Joachim Ibsen.

Powered by Labrador CMS