Cyberangreb kan lamme landet
De aktuelle brud på søkablet viser, hvor afhængige vi er blevet af en fungerende telekommunikation. Og afhængigheden, og dermed også sårbarheden overfor ondsindede angreb, vil blive øget markant i de kommende år
En gang var krig noget med våben, missiler og soldater. Men de tider, hvor det var den eneste form for krigsførsel er forbi. I dag suppleres de militære trusler med økonomiske våben og ikke mindst forskellige former for angreb via internettet.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fremhæver i sin seneste trusselsvurdering netop risikoen for cyberangreb på kongeriget.
- Cybertruslen mod Danmark er meget høj. Truslen kommer til udtryk i form af angreb på danske myndigheder, virksomheder og borgere. Truslen er et grundvilkår, der vil gælde på langt sigt, lyder vurderingen fra FE.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) understreger, at Grønland med sin strategiske vigtige beliggenhed og den stigende interesse i Arktis, kan blive mål for et cyberangreb.
- Min bekymring er om man er tilstrækkelig opmærksom på at beskytte sig mod den slags ting. Har man et tilstrækkeligt højt beskyttelsesniveau på sine it-systemer, siger forsvarsministeren til Sermitsiaq.AG.
Kabelbrud viser sårbarhed
Cyberangreb kan for eksempel tage form af spionage, hvor fremmede magter eller kriminelle hacker sig ind i systemerne for at stjæle vigtige informationer. Men de kan også tage form af destruktive angreb, hvor man lammer vigtige systemer i samfundet.
Tele-infrastrukturen er et af de steder, hvor sådanne angreb kan sættes ind. Det er en sårbarhed, som man er meget bevidst om hos Tele-Post - og som den aktuelle situation tydeligt illustrerer.
- Det vi ser lige nu, hvor vi har brud på søkablet viser, hvor afhængigt vores samfund er blevet af netværket. Erhvervslivet er afhængig af det til at løse sine opgaver, og private er afhængig af det i deres dagligdag. Det betyder samtidigt, at vi er mere sårbar overfor nedbrud eller angreb på tele-infrastrukturen, siger administrerende direktør i Tele-Post, Kristian Reinert Davidsen til Sermitsiaq.AG.
Eksemplet viser også, hvordan afhængigheden og sårbarheden hele tiden bliver større. For et år siden kunne Nordgrønland 'nøjes' med radiokæden.
- Det er blot et år siden, at trafikken til og fra Nordgrønland blev omlagt til søkablet. Alligevel har vi problemer med at 'presse' den samme trafik igennem radiokæden lige nu, hvor søkablet er beskadiget. Det viser blot, hvor hurtigt vi tilpasse os nye muligheder indenfor telekommunikationen - og samtidigt, hvor hurtigt vi bliver afhængige af dem, siger Kristian Reinert Davidsen.
Sundhedsrobotter som mål for angreb
Og springet fra radiokæde til søkabel er formentlig lille sammenlignet med det spring der vil komme, når det nye 5G-netværk holder sit indtog.
- Udviklingen vil tage et yderligere stort spring, når 5G-netværket kommer. Den markant øgede hastighed og de kortere svartider vil betyde, at vi kommer til at se selvkørende biler, robotter til behandling på decentrale sygehuse og langt større mængder af følsomme data på nettet, for blot at nævne nogle eksempler.
Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvad der vil ske, hvis der rettes et angreb mod selvkørende biler eller mod robotter på sygehuse. Kristian Reinert Davidsen fortæller, at man i Sverige foreløbigt har forbudt Tesla-biler, fordi deres elektroniske system kan opdateres fra centralt hold.
- Vi går fra en situation, hvor det er vores mobiltelefon og vores computer der er forbundet til nettet, og til en situation, hvor hele vores husholdning er det. Det øger kompleksiteten ganske voldsomt, og det vil dermed også forøge vores sårbarhed i et omfang, som vi formentlig slet ikke kan forestille os i dag, siger Tele-Post-direktøren.
Opfordrer til øget bevidsthed
- Disse udfordringer betyder samlet set, at vi for alvor har behov for at sikre vores teleinfrastruktur både mod uheld - men i høj grad også mod målrettede angreb.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen opfordrer til, at ikke blot Tele-Post, men også de offentlige institutioner, private virksomheder og menige borgere bliver opmærksomme på, at cyberangreb efterhånden hører til hverdagen.
- Som forsvarsminister håber jeg, at jeg kan tale bevidstheden op om de udfordringer, der. Og keg håber også, at der en debat i Grønland om, hvor sårbar men egentlig er, hvis man negligerer at beskæftige sige med sikkerheden.