Corona: Tre nye corona-relaterede dødsfald

Der er registreret tre nye corona-relaterede dødsfald i dagens opdatering af coronasituationen. Positivprocenten på PCR-test falder.

Mandag og tirsdag er der analyseret i alt 148 PCR-test på landsplan, hvoraf 30 procent er positive. Det oplyser landslægeembedet i sin opdatering i dag onsdag. Grundet tekniske problemer var der ingen opdatering tirsdag.

Landslægen oplyser, at der nu er smittespredning i et alderdomshjem i Maniitsoq. Her er der fundet ni positive antigentest, som nu er bekræftet med PCR-test.

To ældre personer er døde, siden sidste opdatering mandag den 21. februar. Begge personer var testet positive for Covid-19 indenfor de sidste 30 dage.

- Hos den ene vurderes Covid-19 ikke at have været en medvirkende årsag til dødsfaldet, mens det hos den anden heller ikke var den primære årsag, men hvor Covid-diagnosen dog kan have haft en indflydelse på forløbet, skriver landslægeembedet.

Ved en gennemgang af registre er landslægeembedet også nået frem til, at en ældre person er afgået ved døden ni dage efter en positiv PCR-test. Dermed har Grønland nu 16 corona-relaterede dødsfald. Landslægen fortalte under dagens pressemøde, at gennemsnitsalderen hos de afdøde er på 80 år.

Seks nye indlagte

Siden opdateringen mandag er der seks nye indlagte patienter med Covid-19. Tre patienter er blevet indlagt i Sisimiut, en i Nuuk, en i Narsaq og en i Nanortalik. Ligeledes er seks patienter blevet udskrevet eller taget ud af isolation siden mandag. To i Nuuk, to i Aasiaat, en i Qaqortoq og en i Nanortalik. Således er der ni indlagte patienter.

- Fire er indlagt i Sisimiut, to i Nuuk, to i Nanortalik og en i Narsaq. Dermed er der ingen Covid-relaterede indlæggelser i Region Avannaa og Region Disko, oplyser landslægeembedet.

To patienter er indlagt med Covid-19 som den primære diagnose. En patient er indlagt, hvor Covid-19 diagnosen kan have indflydelse på patientens sygdom. Seks patienter er indlagt på grund af en anden sygdom eller skade, men er smittet med Covid-19.

Der er ikke indlagt patienter med Covid-19 på intensiv afdeling, oplyses det.

Powered by Labrador CMS