Corona får skylden for manglende hundevacciner

De første måneder af 2021 var der udfordringer med at vaccinere slædehunde i Kulusuk. Vaccinerne var ikke nået til tiden grundet covid-19-pandemien.

Kommuneqarfik Sermersooq arbejder på at sikre en beholdning af de nødvendige hundevacciner til Tasiilaq og omegn, så hundeejere altid kan sikre deres hunde mod hundesygdomme.

De første par måneder har dog budt på udfordringer, så hundene i en af bygderne, Kulusuk, ikke er fuldvaccineret. Men hundene vaccineres nu.

Det oplyser forvaltning for drift og miljø i Kommuneqarfik Sermersooq.

Hunde, der ikke er vaccineret, som loven foreskriver, har resulteret i, at Tasiilaq og omegn er udelukket fra Grønlands første samlede Avannaata Qimussersui, hvor alle landsdele med slædehunde skal dyste mod hinanden på slæde.

Corona får skylden

- Det første kvartal i 2021 var vi udfordret i Kulusuk, hvor de planmæssige vaccinationer ikke kunne foretages dels grundet manglende mandskab samt forsinket modtagelse af vaccine, hvilket skyldes Covid-19 situationen i verden, oplyser Ivan Falck Petersen, fagchef for drift i Kommuneqarfik Sermersooq.

Embedsdyrlægen ved Selvstyret oplyser i en mail, at Tasiilaq og omegn senest har anmodet om vacciner den 18. februar.

- Nu er de nødvendige vaccinationer af slædehundene igangsat i Kulusuk, herunder er der ansat en hundeinspektør, som er under oplæring, oplyser forvaltningen.

Kommuneqarfik Sermersooq understreger, at beholdningen af de nødvendige vacciner registreres kvartalsvis, og at kommunen holder nøje kontrol over vacciner, så de altid kan være tilgengængelige for hundeejerne.

Også Aasiaat skal ikke deltage ved Avannaata Qimussersui, da nogle hunde mangler vaccinationer, har knr.gl tidligere skrevet.

Powered by Labrador CMS