Buste af Knud Rasmussen overmalet

Natten til tirsdag blev der ikke kun begået hærværk mod Hans Egede statuen ved Marmorkirken i det indre København, men også af en buste af polarforskeren Knud Rasmussen i Hundested.

Det er Knud Rasmussens buste foran Medborgerhuset på Nørregade i Hundested, der er blevet overhældt med rød maling.

Det er det danske lokalmedie – sn.dk – der har nyheden om hærværket mod polarforskeren, hvis buste blev opstillet i 1979 i anledning af 100 året for polarforskerens fødsel.

I Hundested har hærværket affødt undren.

Søren La Cour Jensen, der er museumsinspektør på Knud Rasmussen-museet i Hundested, vil ikke konkret forholde sig til hærværket, da motivet endnu er uklart, skriver TV2 Lorry.

- Det vil dog undre mig, hvis der skulle ligge et politisk motiv bag, da Knud Rasmussen var en vellidt person i Grønland, siger han til TV 2 Lorry.

Borgmester Steffen Jensen siger til sn.dk:

- Tænk at man kan finde på det. Det er jo ren vandalisme, Jeg er vred over det, siger han og afviser, at en løsning er at fjerne mindsmærket.

Powered by Labrador CMS