Gå til hovedindhold

Borgmester om alvorlig kritik: Overraskende og omfattende

Der er flere ting, der skal undersøges, lyder det fra borgmesteren, efter at en forvaltningsrevision har påpeget en lang række kritikpunkter.

Forvaltningen af boligområdet i Kommuneqarfik Sermersooqs får en hård medfart i forvaltningsrevision, som Deloitte har gennemført.

Kritikken lyder blandt andet på, at kommunen har indgået usædvanligt gunstige aftaler med private investorer i forbindelse med kommunens metode til at skaffe boliger, muligvis givet offentlige lån i strid med reglerne og i flere tilfælde været på kant med kommunalfuldmagten samt ydet mulig ulovlig erhvervsstøtte.

LÆS OGSÅ: Professor om forvaltningsrevision: - Den værste jeg nogensinde har læst

Borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) er overrasket over revisionens konklusioner:

- Det er både overraskende og en ganske omfattende rapport, som er blevet udarbejdet. Rapporten påpeger mange forhold, som der skal følges op på og vurderes nøjere. Herudover angiver rapporten en hel del anbefalinger, som vi må overveje at implementere, udtaler Charlotte Ludvigsen i et skriftligt svar.

Ved at rydde op

Hun siger videre, at man er ved at rydde op i kommunen:

- Mange af de konkrete administrative forhold i rapporten er noget jeg først har fået kendskab til senere hen, og som vi nu er ved at rydde op i, og gøre ordentligt, skriver Charlotte Ludvigsen.

Forvaltningsrevisionen kom på bordet som følge af et krav fra Siumuts Inga Dora G. Markussen. Siumut-politikere i Kommuneqarfik Sermersooq har gennem flere år udtrykt bekymring og utilfredshed med forvaltningen i kommunen.

I forhold til kritikken, der handler om de lejemål, som kommunen har indgået med en række private investorer i den såkaldte boligsag, melder borgmesteren hus forbi:

LÆS OGSÅ: Kritik hagler ned over Sermersooq - politiker føler sig svigtet

- Jeg skal starte med at oplyse, at alle erhvervslejekontrakterne er indgået, inden jeg blev borgmester, så jeg kender ikke mere til dem end den øvrige kommunalbestyrelse, udtaler Charlotte Ludvigsen.

Borgmesteren har tidligere fastholdt, at der er tale om god måde for kommunen at skaffe boliger på, og at det er en billigere løsning, end hvis kommunen selv skal bygge boliger.

Oprydning i lån også i gang

Metoden får dog en hård medfart i revisionen, hvor det blandt andet konstateres, at kommunen ikke fra starten har vurderet om metoden overhovedet var lovlig, der har ikke været gennemført udbud, aftalerne betegnes som "usædvanligt gunstige" for investorerne og offentlige lån for 131 millioner kroner kan være givet i strid med reglerne.

Revisoren vurderer, at lånene kan forfalde til betaling, hvis kommunen går i gang med at kontrollere, om reglerne er overholdt.

Borgmesteren siger, at man også her er i gang med at rydde op:

- Vi har allerede foretaget en organisationsændring, der skal give et øget fokus på boligbyggeri, boligudlån og specielt kontrol af at reglerne overholdes. Dermed vil området i fremtiden få mere opmærksomhed. Alle sager bliver i øjeblikket gennemgået, og de fejl der bliver fundet bliver bragt i orden, udtaler borgmesteren.

Ikke kendskab til personlig vinding

Et andet opsigtsvækkende kritikpunkt i revisionen er omtalen af en sag hvor en direktør i kommunen har omgjort en beslutning i forvaltningen. Direktøren omgjorde beslutningen til fordel for en bygherre, men der ligger ikke et notat om, hvorfor beslutningen blev omgjort.

Det kan være tegn på bedrageri, lyder vurderingen fra professor ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, som har kigget på sagen på foranledning af Sermitsiaq.AG.

Borgmesteren siger følgende om sagen:

LÆS OGSÅ: Revision med hård kritik: Aftaler er "usædvanligt gunstige for udlejer"

- Alle ansatte i administrationen har særlig pligt til at træffe saglig og korrekte afgørelser i henhold til den lovgivning sagerne handler om. Hvis ikke det er sket, vil jeg drage de nødvendige konsekvenser. Dette er personalespecifikke punkter, og dem ville det være uansvarligt at udtale sig yderligere om i pressen.

- For så vidt angår spørgsmålet om borgmesteren har fået personlig økonomisk vinding, kan jeg forsikre dig om, at det har jeg ikke. Om andre har fået det, ved jeg ikke, men jeg har indtil nu ikke fået kendskab til forhold af den karakter. Men sagerne har fået personalemæssige konsekvenser, som jeg ikke kan uddybe, da der er som sagt er tale om personalesager, udtaler Charlotte Ludvigsen.

Sermitsiaq.AG har været i kontakt med den tidligere direktør, men han ønsker ikke at udtale sig for nuværende. Heller ikke tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen ønsker for nuværende at udtale sig om forvaltningsrevisionen.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER