Boligsagen: Advokatfirma gennemgår huslejer og boliglån for millioner

Departement stiller spørgsmålstegn ved Kommuneqarfik Sermersooqs boliglejekontrakter i boligsagen. Kommunen henviser til, at den har sat et advokatfirma til at undersøge kontrakterne og de dertil hørende huslejer, viser aktindsigt.

Offentliggjort

Lejerne af de omkring 400 boliger, som er en del af boligsagen i Kommuneqarfik Sermersooq, kan betale en forkert husleje, og deres kontrakter lever muligvis ikke op til lovgivningen.

Sådan lyder en vurdering fra Departement for Boliger og Infrastruktur, der er i gang med et tilsyn i kommunen. Det viser en aktindsigt i korrespondance mellem kommune og departement.

I et brev til kommunen skriver departementet, at man ikke har modtaget det materiale, som departementet har bedt kommunen om udlevere, men at "Departementet for Boliger og Infrastruktur har modtaget et udsnit af de boliglejekontrakter, der er indgået i ejendommene."

På grundlag af de udleverede kontrakter skriver departementet tidligere i år blandt andet til kommunen:

Er ikke i overensstemmelse med loven

"Der ses ikke at foreligge dokumentation for, at boliglejekontrakterne i ejendommene er udformet i overensstemmelse med lejeforordningens bestemmelser for Selvstyrets og kommunernes udlejningsboliger i kapitel 3-7 og 9-11."

"Det gælder såvel beregning og regulering af huslejen som øvrige vilkår," skriver departementet til kommunen.

De øvrige vilkår, som kommunen omtaler, handler blandt andet om beboerdemokrati, det lejedes vedligeholdelse, istandsættelse samt om opsigelse og ophævelse af lejemålet.

Departementet har derfor bedt Kommuneqarfik Sermersooq at foretage en revision af samtlige boliglejekontrakter i de byggerier, der er en del af boligsagen.

Advokatfirma på sagen

I et svar til skriver kommunen, at den har hyret advokatfirmaet Malling & Hansen Damm til at finde ud af, om lejekontrakterne overholder loven.

Kommunalbestyrelsen har nemlig tilbage i februar vedtaget, at alle kontrakter skal gennemgås.

Det skete umiddelbart efter, at kommunen sænkede huslejen i en boligafdeling, hvor lejerne havde klaget gentagne gange.

Huslejen blev sænket med hele 15 til 20 procent for den pågældende boligafdeling, efter at kommunen flere gange havde forsvaret lejen.

Kommunen forventer, at advokatfirmaet er færdige med undersøgelsen ultimo september. Advokatfirmaet skal også vurdere de erhvervslejekontrakter, kommunen har indgået med bygherrerne, som lejer de mange boliger til kommunen.

Powered by Labrador CMS