Børnetalsmanden: Naalakkersuisut overser Grønlands internationale forpligtigelser

Naalakkersuisut ignorerer både FN’s Børnekonvention, Menneskerettighedskonvention, Deklarationen om Oprindelige Folks Rettigheder og Inatsisartutlov om Folkeskolen. Det mener Børnetalsmanden Aviâja Egede Lynge.

Nedskæringer i bevillinger til folkeskolerne på grund af dårlige resultater vil give social ulighed og forskelsbehandling af børn. Det mener Børnetalsmanden.

Aviâja Egede Lynge er enig i formanden for IMAK, Birthe Møller Therkildsen, i forhold til folkeskolerne i landet.

Det skriver hun i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq (NQ) kom nemlig med en udmelding om, at kommunerne vil få skæret en del af deres tilskud fra Selvstyret, hvis deres folkeskoler ikke har gode resultater.

Børnetalsmanden har flere grunde til at reagere imod Naalakkersuisuts seneste udspil, mener hun.

- For det første bliver jeg alvorligt bekymret for den store gruppe børn og unge, som vi i dag véd kæmper med komplekse sociale og psykiske problemer. Psykologer og andre fagfolk fortæller, at børn, som lever i en konstant stresstilstand på grund af bekymring, angst og depression, ofte får f.eks. sprogproblemer og indlæringsvanskeligheder, lyder det fra Aviâja Egede Lynge i en pressemeddelelse.

Hun understreger også, at over halvdelen af eleverne i folkeskolen ikke opnåede en karakter i 2015, som giver adgang til en uddannelse.

- Hvordan skal skoler, hvis ressourcer beskæres, tage hånd om børnenes ret til udvikling og læring? Spørger hun i en pressemeddelelse.

Ulige vilkår for børn

Børnetalsmanden er bange for, at Naalakkersuisuts plan om at nedskære i bevillinger vil føre til social ulighed og forskelsbehandling af børn.

Hun minder Naalakkersuisut om, at Grønland tiltrådte FN’s Børnekonvention for 25 år siden og skrevet under på at sikre alle børn deres ret til uddannelse, udvikling og et godt liv.

- Jeg vil opfordre Naalakkersuisut til at iagttage disse forpligtelser, så vores børn sikres deres ret til udvikling, uddannelse og ikke-diskrimination.

Powered by Labrador CMS