Biodiversitet: Unges input tages med i strategien

Naalakkersuisut glæder sig over unges interesse for biodiversiteten. De unges input fra en workshop i sidste uge tages med i Naalakkersuisuts strategi om biodiversitet.

Offentliggjort

Naalakkersuisut tilslutter sig arbejdet for en global biodiversitetsaftale. Aftalen handler blandt andet om, at 30 procent af verdens hav- og landområder skal beskyttes gennem en mere bæredygtig forvaltning.

Derfor glæder Naalakkersuisut sig over, at de unge har vist god interesse for en workshop, som departementet for miljø har arrangeret.

- Jeg glæder mig meget over, at vi netop har afholdt biodiversitetsworkshop for unge i Grønland. Vi tager de unges gode input med i Naalakkersuisuts kommende biodiversitetsstrategi, og samtidig skal vi sikre, at de unges input bliver hørt i forbindelse med den kommende globale biodiversitetsaftale, udtaler Naalakkersuisoq for Miljø, Jess Svane i en pressemeddelelse.

Han anerkender, at verden står i en global biodiversitetskrise, og at mange plante- og dyrearter er i tilbagegang over hele verden.

- Det er en alvorlig situation verden står i. Naalakkersuisut vil gennem en global aftale, sammen med andre lande, arbejde for at sikre en mere bæredygtig tilgang til naturen og dens ressourcer, siger Jess Svane.

Konference næste år

Verdens lande skal forsøge at blive enige om en global aftale for biodiversiteten på FN’s Partskonference. Konferencen forventes at blive afholdt i Kunming i Kina i 2021. Formålet er at sikre en bedre beskyttelse af planter og dyr i hele verden.

Som det er nu, uddør eller trues planter og dyr, særligt på grund af mennesker rundt i verden er i gang med at fjerne naturen fra jorden.

- Jeg synes, det er meget vigtigt, at Grønlands stemme skal indgå i drøftelserne og medvirke til at sætte ambitiøse globale mål for biodiversiteten, afslutter Naalakkersuisoq Jess Svane.

Powered by Labrador CMS