Unge vil have større fokus på biodiversitet

Tirsdag blev der afholdt biodiversitetsworkshop for unge med omkring 30 deltagere, hvor politikerne også var inviteret til begivenheden i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Nuiana Hardenberg er en af de tre arrangører bag workshoppen

Begrebet biodiversitet kan oversættes til 'livets mangfoldighed'. Begrebet er udviklet for at have en måde at evaluere mangfoldigheden af dyr, planter og andre levende organismer både på land og i vand indenfor et økosystem: jo flere arter, der findes i et område, jo større biodiversiteten.

Og da klimaet er under forandring, kan det have konsekvenser for biodiversiteten i Grønland. Det var et af emnerne, der blev bragt op ved workshoppen.

Mangel på viden

20-årige Nuiana Hardenberg har sammen med Iluuna Sørensen og Kira Lennert Olsen arrangeret workshoppen.

- Vi startede denne workshop, fordi vi mener, at der er mangel på viden omkring emnet. Vi kommer fra en unik natur i forhold til andre nordiske lande, og når vi er ude i andre lande til lignende workshops, kan vi ikke relatere til de andre unge fra udlandet, da vi har andre udfordringer end deres lande, siger Nuiana Hardenberg.

Derfor er det vigtigt for hende at få udbredt viden om biodiversiteten herhjemme.

- Jo mere vi får det udbredt her, jo mere vil de unge også selv komme ud til andre lande og fortælle om vores situation omkring emnet. Det er derfor meget spændende, at mange har valgt at deltage ved dette event, fremhæver hun.

Fik interesse for emnet

Hun mener, at det er vigtigt, at befolkningen engagerer sig for emnet.

- Vi synes, at det er meget vigtigt, at vi kan være med til at give de unge selvtillid, og at de godt kan tale om disse emner, og at alt ikke skal overlades til politikerne og de voksne, siger hun.

Nuiana Hardenberg har gået på United World College Atlantic i Wales i to år, efter hun tog 1.G i Nuuk. Der fik hun interesse om emnet.

- Vi fik lært meget om klimaforandringer og hvordan mennesker forurener i naturen, og det var der, jeg begyndte at tænke på mine handlinger og hvordan vi kan ændre tingene, siger hun, der nu har sabbatår efter hun blev færdig i World College Atlantic.

Deltagere efterlyser lignende workshops

Sermitsiaq.AG har talt med deltagere ved biodiversitetsworkshoppen:

Kristina Munch Larsen. 19 år, og går på 3.G:

- Jeg ville deltage ved denne begivenhed, fordi jeg ikke ved så meget om biodiversitet. Jeg tænkte, at det ville være en god mulighed for at lære om det, og kunne være med til at drøfte ting.

Jeg har fundet ud af mange ting, som jeg ikke vidste noget om. Men emnet har ikke haft et stort fokus, hvor befolkningen er mere optaget af andre problemer. Det er derfor vigtigt at tale om naturen, fordi vores børn og børnebørn skal være her i fremtiden.

Naalakkersuisoq for Arbejdsmarked, Forskning og Miljø Jess Svane:

- Vi blev kontaktet af unge frivillige, der gerne ville arrangere denne workshop, og vi fra Naalakkersuisut var ikke i tvivl om, at vi gerne ville deltage. Emnet er meget interessant, og meget godt, at de unge gerne vil diskutere og fremlægge om biodiversitet.

Vores natur er kæmpestor i Grønland, hvor der er masser af liv. Derfor er det fantastisk, at vores unge gerne vil til udlandet og drøfte ting om emnet, og at de nu allerede har fokus på deres fremtid er bare endnu bedre. De unge gør det her for at forsvare landet, derfor vil vi lytte til deres stemme.

Inatsisartut-medlem Aqqalu Jerimiassen (A):

- Arrangementet er meget godt. Vi har fået nye informationer om biodiversitet, og hørt de unges meninger. Det er meget vigtigt, at høre de unges meninger, da de unge skal være med til at styre landet i fremtiden. Jeg er selv fra et sted med masser af muligheder indenfor fiskeri-og fangst. Hvis der sker en større forurening, kan biodiversiteten blive alvorligt ramt. Men det vigtigste er at høre de unges meninger.

Lars Salik Kielsen, IA Ungdom, 22 år:

- Emnet handler meget om vores bevaringsværdige natur, hvor vi vil få masser af informationer, derfor har det været vigtigt for mig at deltage her. Og jeg har set frem til at deltage, da jeg ville drøfte ting sammen med de unge. Situationen er nu, at det aldrig har været vigtigere at drøfte tingene om emnet blandt unge, fordi når nuværende politikere træder tilbage i fremtiden, vil nuværende unge tage over.

Derfor skal vi have en stor viden, og her får vi mulighed for at lære at tale om ting endnu dybere. Jeg har fået meget ud af emnet om lomvier. Lomvier er meget vigtige her i landet, og vores efterkommere skal også have mulighed som os, derfor må lomvien ikke uddø. Alt i alt er der for få workshops for unge, derfor har forløbet her været fantastisk.

Arrangørerne vil efter workshoppen oprette en ungdomsgruppe, hvor de unge får mulighed for at lære om biodiversitet, men også om de oprindelige folks rettigheder og om kultur.

Gruppearbejde mellem deltagere ved workshoppen
Powered by Labrador CMS