Betalt behandling til barnløse kommer tættere på realitet

Et enigt inatsisartut ønsker at behandling til barnløse skal betales af sundhedsvæsenet. Naalakkersuisoq for sundhed understreger, at inatsisartut skal være med til at finde pengene.

Ufrivilligt barnløse kan være tættere på at få betalt deres behandling i Danmark via sundhedsvæsenet. Naalakkersuisut lægger igen op til at tage emnet op til finanslovsforhandlinger.
Offentliggjort

Samtlige partier i Inatsisartut er enige om, at sundhedsvæsenet skal stå med regningen, når ufrivilligt barnløse modtager behandling i Danmark. Det står klart efter torsdagens første punkt i Inatsisartuts samling, hvor Demokraatits forslag om at pålægge Naalakkersuisut at tilbyde ufrivilligt barnløse IVF- og ICSI-behandnling i Danmark, blev vedtaget af et enigt Inatsisartut.

Vedtagelsen betyder, at naalakkersuisut skal udarbejde et lovforslag, der skal sikre finansiering til formålet.

Knap 9 millioner kroner årligt

- Sundhedsvæsenet har estimeret, at 40 par vil kunne visiteres til reagensglasbehandling hvert år. Nye beregninger viser, at det vil koste 8.750.000 kr. om året at tilbyde reagensglasbehandling i Danmark, står der i Anna Wangenheims forslag.

Diskussionen om tilbud af reagensglasbehandling i Danmark har længe været aktuelt. I 2019 lukkede sundhedsvæsenet kassen for ufrivilligt barnløses behandling i Danmark, og blev bakket op af daværende Naalakkersuisut i deres beslutning.

Hvor finder vi pengene

Spørgsmålet om gratis reagensglasbehandling for ufrivilligt barnløse har tidligere været vendt i forbindelse med finanslovsforhandlinger. For når ufrivilligt barnløse selv skal stå med regningen kan det blive svært for mindrebemidlede at opnå deres drøm om et barn.

- Derfor mener udvalget at et tilbud som udgangspunkt må stille borgerne lige og vurderer derfor nærværende forslag som et tilbud, der lever op til dette, skriver familie- og sundhedsudvalget i deres betænkning og har indstillet forslaget til vedtagelse.

Med Inatsisartuts krav om, at Naalakkersuisut skal åbne op for behandlingsmuligheder udenfor Grønland, kan ufrivilligt barnløse slippe for at betale for rejse, ophold og behandling af egen lomme. Men det koster penge, og Naalakkersuisut ønsker, at Inatsisartut skal være med til at finde pengene.

- Naalakkersuisut bemærker, at udvalget har indstillet forslaget til vedtagelse. Derfor har Naalakkersuisut i sinde at tage emnet op på forhandlingsbordet, når partier inviteres til finanslovsforhandlinger til det kommende finanslov, siger Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA).

Ufrivilligt barnløse kvinder i registreret partnerskab kan også forvente at få kunstig befrugtning på samme vilkår som heteroseksuelle par.

Powered by Labrador CMS