Bagger: Alle kollegier skal have røgalarmer

Naalakkersuisoq for uddannelse, Ane Lone Bagger, har sendt krav til samtlige kollegier om at sikre, at de er udstyret med røgalarmer.

Ane Lone Bagger tager sagen om kollegier uden røgalarmer særdeles alvorligt.

Under en brand i Sisimiut på et kollegie viste det sig, at der ikke var installeret røgalarmer, og til alt held blev to beboere kun lettere røgforgiftet.

Beredskabschef Ole Kreutzmann, Sisimiut, har oplyst til Sermitsiaq.AG, at der ikke stilles krav i bygningsreglementerne om, at kollegiebygninger skal være udstyret med røgalarmer.

Ane Lone Bagger har derfor sendt et krav til samtlige uddannelsessteder om, at der skal opgøres, hvor mange kollegier der står uden røgalarmer.

- Samtidig har jeg fremsat et krav om, at der skal sættes røgalarmer op de steder, hvor der ikke er røgalarmer. Det er ellers ikke et krav i henhold til byggereglementet, men nu starter vi arbejdet med at få sat røgalarmer i alle kollegier, sagde hun under et borgermøde i Kangerlussuaq mandag aften.

Ikke et krav

Sermitsiaq.AG kunne fredag fortælle, at det er uvist, hvor mange af landets kollegier, der huser knap 2.500 mennesker, der har en røgalarm.

Powered by Labrador CMS