Ingen røgalarmer i brandhærget kollegie
En brand på et kollegie i Sisimiut natten til torsdag kunne være endt fatalt, hvis ikke to unge mennesker var blevet vækket af råb udefra. Der var nemlig ingen røgalarmer, der kunne varsle de unge mennesker om branden, der udviklede en meget kraftig og livsfarlig røg.
To unge studerende blev lettere røgforgiftet, da de natten til torsdag pludselig vågnede og fandt sig selv midt i en brand, hvor en kraftig røg gjorde det meget svært at komme ud af deres værelse og videre ud af bygningen.
Branden opstod i fælleskøkkenet, og gangarealerne blev hurtigt meget røgfyldt, og det var umuligt at orientere sig om, hvilken vej man kunne gå for at komme ud i det fri.
Chokeret mor
Moderen til den ene studerende, Naja Christensen, er dybt chokeret over, at kollegiet ikke var udstyret med en brandalarm og mener, at det er på tide, at bygningsreglementet bliver ændret.
Beredskabschef Ole Kreutzmann, Sisimiut, oplyser til Sermitsiaq.AG, at der i bygningsreglementet til kollegiebygninger ikke stilles krav om, at de skal være udstyret med røgalarmer.
- Vi kan kun henstille og anbefale de ansvarlige for bygningerne, at de installerer røgalarmer, forklarer Ole Kreutzmann, der ser frem til, at reglerne på dette område hurtigst muligt bliver revideret.
De ansvarlige kontaktet
Efter torsdagens brand, der lykkeligvis ikke krævede dødsofre, har områdeleder Poul Olsen fra Brandvæsenet i Sisimiut kontaktet de ansvarlige for kollegiebyggeriet i Sisimiut og bedt dem overveje at installere røgalarmer.
Der er kollegiebygninger syv steder rundt om i landet, og de huser knap 2.500 unge mennesker. Det er uvist, hvor mange kollegier der er udstyret med en røgalarm, der kan alarmere beboerne, før røgen bliver så tyk og farlig, at man er i livsfare.