B-67 i undertal efter trafikkaos: Flere spillere er nået frem til aftenens kamp

B-67 har nu i alt 17 mand i Ilulissat til herrernes grønlandsmesterskaber i fodbold. Nu er vi mere rolige og tror mere på, at vi når vores mål, siger anføreren.

Arkivfoto.

I tre dage har halvdelen af B-67 truppen siddet vejrfast i henholdsvis Kangerlussuaq og Nuuk.

Med kun ti spillere, inklusiv deres træner, spillede B-67 mod UB-83 fra Upernavik tirsdag. Og vandt kampen med 7-0.

- Det er betryggende, at vores trup ikke giver op på forhånd og tager kampen op, selv i undertal, fortæller anfører i B-67 Patrick Frederiksen til Sermitsiaq.AG.

Fire dages forsinkelse

Han er nu på fjerde dagen endnu ikke nået til Ilulissat. Men i alt syv spillere er nu yderligere nået til Ilulissat og er klar til kampen mod hjemmeholdet N-48 i aften.

- Nu har vi i alt 17 mand i Ilulissat, og tror mere på at nå vores mål. Vi er fire tilbage i Nuuk, og forventer at flyve til Ilulissat til eftermiddag. Der er dog allerede forsinkelser. Men vi håber at nå til Ilulissat, før kampen i aften starter, siger Patrick Frederiksen.

Til Sermitsiaq.AG har Patrick Frederiksen tidligere fortalt, at B-67 sigter efter guld til GM efter to år udenfor banen på grund af corona.

Semifinale på fredag

Trods udfordringer med at samle alle trupper fra holdene, er GM i herrefodbold godt i gang i Ilulissat.

G-44 fra Qeqertarsuaq har sikret sig en plads i semifinalerne, der afvikles på fredag. IT-79 har også sikret en plads til semifinalerne.

Hjemmeholdet N-48 har også sikret sig en plads i semifinalen. B-67 skal i dag spille mod N-48. B-67’s kampe er rykket lidt på grund af forsinkelser af afrejse, og derfor skal B-67 spille mod T-41 fra Aasiaat i morgen, mens resten af holdene har en hviledag.

B-67 skriver på sin Facebookside, at alle spillerne er ved godt mod trods udfordringer med transport. Flere af spillerne, der sidder vejrfast, har haft mulighed for at træne under ventetiden.

Anfører Patrick Frederiksen oplyser til Sermitsiaq.AG, at ingen af de ti spillere i Ilulissat har fået skade, men at nogle af spillerne er blevet syge.

Kampen mellem B-67 og N-48 fløjtes i gang onsdag aften kl. 19.00

Fredag er der semifinalekampe, mens bronze- og guldmedaljekampene afvikles på lørdag.

Powered by Labrador CMS