Miljødepartementet har sendt en ”indskærpelse” til Avannaata Kommunia, der risikerer at miste retten til åben afbrænding af dagrenovationsaffald, hvis man ikke parerer ordre.
Jens Peter Schytte
Jørgen Schultz-NielsenJørgenSchultz-Nielsen
Offentliggjort
Tirsdag kunne Sermitsiaq.AG afsløre, at en medarbejder ikke bar åndedrætsværn, da man foretog en åben afbrænding af dagrenovation ved dumpen i Uummannaq. En åben afbrænding kan udvikle en livsfarlig røg, fyldt med dioxiner.
Annonce
Sagen er anmeldt til Arbejdstilsynet af arbejdsmiljøekspert Jens Peter Schytte fra Ilulissat. Miljødepartementet har straks taget action i sagen og sendt en ”indskærpelse om overholdelse af vilkår i gældende midlertidige dispensation for åben abrænding af affald i Uummannaq”.
Vilkår bliver gentaget
Det er manglen på brugen af åndedrætsværn, der får afdelingschef Karen Anne Arleth fra Miljødepartementet til at reagere prompte over for kommunen.
I brevet til kommunen bliver vilkår nummer 25 gentaget over for Miljø og Teknik Forvaltningen i Ilulissat. Vilkåret kan læses herunder.
Uddrag af et af de mange krav som Avannaata Kommunia skal overholde for at få lov til at brænde dagrenovationsaffaldMiljødepartementet
Forvaltningen bliver desuden bedt om at fremsende dokumentation for, at medarbejderne overholder kravet om at benytte åndedrætsværn.
Kræftfremkaldende røg
- Såfremt vilkåret ikke overholdes, skal den åbne afbrænding af affald straks ophøre, bliver det fastslået i brevet til forvaltningen.
Sagen er ganske alvorlig, da åben afbrænding af dagrenovationsaffald, som kan indeholde batterier og kemikalierester, kan medføre en giftig røg, der indeholder kræftfremkaldende og dermed livsfarlige dioxiner.