Atassut i Sermersooq vil stoppe Siorarsiorfik-projekt

Atassut Nuuk mener, at der bør fokuseres på velfærd i hele Kommuneqarfik Sermersooq, før en udvidelse af Nuuk kan komme på tale.

Tiden er ikke inde til Siorarsiorfik-projektet i Nuuk, og projektet bør sættes på hold.

Det mener Atassuts kandidat til kommunalbestyrelsen i Kommunneqarfik Sermersooq, Qulutannguaq Berthelsen.

- Vil vil hellere stoppe projektet med Siorarsiorfik og i stedet bruge midlerne til at løfte velfærden i hele kommunen, siger Qulutannguaq Berthelsen.

Pointen med Atassut i Sermersooqs udmelding er, at udviklingen i hovedstaden skal bremses lidt, så resten af kommunens bosteder kan følge med.

- Ittoqqortoormiit, Tasiilaq og Paamiut og bygderne bør inddrages mere i udviklingen. Vi vil arbejde for udvikling af erhverv og bane vej for nye erhverv i de bosteder, siger han.

Boliger til rimelige priser

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har tidligere sat sig det mål at skabe plads for op mod 30.000 indbyggere i 2030 i en hovedstadsstrategi. Strategien blev vedtaget i 2016.

Men det er altså ikke nok at skabe plads og boliger i hovedstaden, når velfærd og boligpriser ikke kan følge med, mener Qulutannguaq Berthelsen.

Planen om at nå op på 30.000 indbyggere er en forhastet plan, mener han.

I stedet vil Atassut arbejde for gode boliger til overkommelige priser, oplyser han.

- Unge og børnefamiliers vilkår og boligforhold skal forbedres. Vi vil skabe muligheder for dem, lyder det i en pressemeddelelse.

Han nævner endvidere flere pædagoger til daginstitutioner, men forklarer ikke, hvordan problematikken med manglende pædagoger skal løses.

Nuuk City Development har tidligere på ugen meddelt, at fire selskaber kan byde på blandt andet et tunnelbyggeri mellem Qinngorput og Siorarsiorfiit.

Powered by Labrador CMS