4 selskaber kan byde på tunnelbyggerier
Nuuk City Development (NCD) har udvalgt fire selskaber, som får lov at byde på de to tunnelbyggerier i Nuuk.
Selskaber fra Danmark, Færøerne, Island og Tjekkiet er inviteret ind i varmen og kan få lov at byde på udvidelsen af den eksisterende tunnel i Nuussuaq samt anlæggelsen af en ny tunnel mellem Quinngorput og Siorarsiorfik.
Munck Gruppen, der er i gang med at anlægge lufthavne i såvel Nuuk som Ilulissat, er langt fra blevet skræmt af de grønlandske forhold. Entreprenørvirksomheden har indgået et joint venture med tjekkiske Metrostav og er en af de fire udvalgte i prækvalifikationen.
Færøsk selskab
De tre øvrige er islandske Istak hf, MT Højgaard Grønland samt Articon, der er en af Færøernes største byggeforetagender, og som tidligere har ståest bag et tunnelbyggeri, der var knap to kilometer lang. Det færøske selskab har tidligere haft opgaver på Shetlandsøerne og Norge, men har sit hovedfokus på opgaver på Færøerne.
NCD-direktør Jens B. Frederiksen oplyser i en pressemeddelelse, at man forventer at tunnel-anlægsopgaverne kan gå i gang omkring årsskiftet 2021/22.