Arsuk-fiskerne advares om skydeøvelser på forhånd

Trods et konstruktivt møde mellem Arktisk Kommando og indbyggerne i Arsuk, så fastholder fiskerne modstanden mod øvelserne i fjorden

Arktisk Kommando har holdt borgermøde her i Arsuk
Offentliggjort

Efter at fiskerne i Arsuk ved flere lejligheder har kritiseret skydeøvelserne i Arsuk-fjorden afholdt Arktisk Kommando fredag et møde i Arsuk.

Men selvom møde foregik i en konstruktiv tone, så får fiskerne ikke deres største ønske opfyldt - nemlig at øvelserne bliver afholdt i en anden fjord.

- Der var i sin tid stor glæde i Arsuk, da meldingen kom, at Grønnedal skal lukkes. Endelig kunne vi efter alle de år få vores spisekammer tilbage, siger Kunuk Albrechtsen, der taler på vegne af jollefiskerne i Arsuk.

- Da Grønnedal lukkede steg også mængderne af fisk, nu er den ved at forsvinde igen. Det er formentlig ikke kun de militære aktiviteter, der har skylden, men det er dog tankevækkende.

Han understreger, at de har taget godt imod det mandskab, der er blevet stationeret i Grønnedal, men at det er skydeøvelserne og miljøforureningen, der går dem på.

- Under skydeøvelserne, som foregår otte til 12 gange om året, skræmmes dyrelivet og flygter langt skæmt af lyden. Vi fra august til medio december jagt på moskus, men dyrene er forsvundet i den perioder. Fra juli er der desuden trofæjagt indtil kvoten er opbrugt.

Advarer om øvelser

Men selvom skydeøvelserne fortsat vil foregå, så har Arktisk Kommando kunnet komme fiskerne i møde på en række punkter.

- Vi har aftalt, at man kan tilmelde sig en mailingliste, hvor vi et stykke tid på forhånd giver besked om, hvis vi har planer om en skydeøvelse, siger presserådgiver Ida Suhr Birkemose fra Arktisk Kommando.

- Hvis vi så får en tilbagemelding om, at det er et dårligt tidspunkt, så er vi indstillet på, at øvelsen ikke bliver afholdt.

En mulighed som fiskerne er parate til at tage imod.

- Når nu øvelserne bliver afholdt, så er det bestemt en god idé, at vi får besked på forhånd, siger Kunuk Albrechtsen.

Ida Suhr Birkemose forsikrer, at man naturligvis vil indstille skydningen, hvis en fisker ikke har fået beskeden om øvelsen og befinder sig inden for sikkerhedsafstanden.

Slut med lave flyvninger i fredet område

Ud over malinglisten er det også blevet aftalt, at skydeøvelser med alt over håndvåben kræver en tilladelse centralt fra Arktisk Kommando.

Derudover vil man ikke længere foretager lave flyvinger med helikopter i det fredede område omkring Grønnedal. Fredningen betyder, at det er forbudt at flyve lavere end 500 meter, men Arktisk Kommandos aktiviteter er undtaget fra den bestemmelse. Kunuk Albrechtsen siger, at der har være flyvninger tæt på fuglefjeld.

Bør flyttes til en anden fjord

Han anfører ligeledes fredningen, som et argument for, at al støjende aktivitet, og altså også skydeøvelserne i nærheden bør indstilles.

- Vi har foreslået, at øvelserne bør flyttes til en fjord længere nordpå, hvor de ikke generer nogen, siger Kunuk Albrechtsen.

Men Grønnedal er valgt, fordi der her er et kajanlæg, så forsvarets mandskab kan komme i land, hvorfra en del af skydeøvelserne foregår.

- I andre fjorde har vi jo ingen kajanlæg, så her vil det blive til en meget omfattende operation at sætte mandskab og udstyr i land for at gennemføre en skydeøvelse. Så det giver rigtig god mening at afholde dem ved Grønnedal, siger Ida Suhr Birkemose.

Trods uenigheden om dette afgørende spørgsmål har parterne aftalt at holde dialogen i gang. En gang hvert kvartal mødes stationslederen fra Grønnedal med repræsentanter fra Arsuk.

Powered by Labrador CMS