Arktisk Kommando evakuerer endnu en krydstogtpassager

Arktisk Kommando har natten til lørdag evakueret en ældre kvinde fra et krydstogtskib. Kvinden var kommet til skade på grund af et fald.

s Vædderen har rykket ud til et krydstogtskib natten til lørdag, efter skibet havde anmodet om en akut evakuering af en tilskadekommet kvinde. Arkivfoto. Arktisk Kommando

Arktisk Kommandos inspektionsskib Vædderen har rykket ud til endnu en evakuering af en krydstogtpassager natten til lørdag den 19. august. Anmodning om en akut evakuering blev modtaget klokken 01.47.

Denne gang drejer det sig om en passager på et krydstogtskib ved navn Carnival Legend, der havde kurs mod Qaqortoq.

Presseofficer i Arktisk Kommando, Camilla Schouw Broholm. oplyser, kvinden var faldet og var kommet alvorligt til skade. Krydstogtsskibet Carnival Legend havde derfor anmodet om akut evakuering.

Vejret forhindrer flyvning

Inspektionsskibets helikopter nåede skibet klokken 04.00, hvor en læge og en medhjælper blev hejst ned til skibets dæk med en båre. Den tilskadekomne kvinde blev derefter hejst op med en båre til helikopteren.

Arktisk Kommando oplyser, at den første vurdering var, at kvinden skulle evakueres til Nuuk. Men tåge og dårligt vejr forhindrede flyvningen, så kvinden blev evakueret til Qaqortoq sygehus med ankomst til byen klokken 05.00 lørdag morgen.

Sygehuset i Qaqortoq har dermed overtaget den videre behandling af kvinden.

Pres på Arktisk Kommando

Den seneste evakuering er en blandt en lang række evakueringer, som Arktisk Kommando har løst for krydstogtsskibe.

Presset kan mærkes af Arktisk Kommando, oplyser presseofficeren.

- Jeg har ikke præcise tal på ressourceforbruget i den type evakueringer, vi har løst denne sommer. Men jeg kan sige, at de medicinske evakueringer af krydstogtpassagerer fylder mere i vores opgaveløsninger end tidligere, siger presseofficeren.

Det er anden gang på relativt kort tid, at Arktisk Kommando har evakueret en krydstogtspassager til Qaqortoq sygehus.

Powered by Labrador CMS