Anlægsudvalg er bekymret over merudgifter til lufthavne
Inatsisartut' s Anlægsudvalg finder de stigende merudgifter til lufthavnene stærkt bekymrende og Naalakkersuisuts arbejde med sagen kritisabel. Det skriver udvalgsformand Justus Hansen i en pressemeddelelse tirsdag.
Tidligere på dagen kunne Sermitsiaq.AG fortælle, at Kalaallit Airports International arbejder på at optage endnu et lån til lufthavnsbyggerierne i Nuuk og Ilulissat på 900 millioner kroner.
Den prindelige finansiering af de nye Atlantlufthavne i Nuuk og Ilulissat lød på 3,0 milliarder kroner, og budgetforøgelsen, der lægges op til bekymrer Anlægsudvalget.
Justus Hansen uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at det er et samlet udvalg, der står bag udmeldingen.
Anlægsudvalget påpeger, at det i sidste ende er de enkelte borgere, der skal være med til at betale for anlæggelsen af lufthavnene.
- Det er samtidigt stærkt beklageligt, at den endelige pris endnu ikke er kendt, skriver de.
Vil have mere åbenhed
Ud over bekymringen for merudgifterne er udvalget utilfredse med den manglende åbenhed om projektet.
- Udvalget anser, at der nu er et stort behov for at Naalakkersuisut giver hele befolkningen en forklaring om situationen, lyder det.
Udvalget mener ikke, at Naalakkersuisut har delagtiggjort udvalget i tilstrækkelig grad.
Formanden fortæller, at udvalget blandt andet mangler et notat, som Naalakkersuiut er i besiddelse af om status for hele projektet, økonomi, drift og så videre, som han har bedt om at udvalget får udleveret.
Valget sætter en stopper for udvalgsarbejde
Men den forventede udskrivelse af valg i dag, sætter en stopper for al udvalgsarbejde med enkelte undtagelser. Og det bekymrer udvalgsformanden.
- Vi vil gerne overlevere arbejdet så et nyt udvalg efter valget kan fortsætte på et oplyst grundlag. Det er blandt andet derfor, vi har udsendt denne meddelelse i dag, siger Justus Hansen.
I pressemeddelelsen skriver udvalget, at de opfordrer Naalakkersuisut til at være mere omhyggelig med sit arbejde med så store projekter.
- Ikke mindst bør befolkningen orienteres løbende meget mere åbent om den løbende fremdrift i byggeriet, der kræver meget store økonomiske midler. På den baggrund anser udvalget Naalakkersuisuts håndtering af arbejdet med lufthavnsbyggeriet for stærkt kritisabelt.