Anlæg af slædespor i Ilulissat forsinket grundet nedlukning

Den planlagte anlæggelse af alternative spor til hundeslæde og snescootere i Ilulissat er forsinket, da flere medarbejdere fra Munck Gruppen er strandet efter juleferien.

Den ellers påbegyndte anlæggelse af alternative spor til hundeslæde ved lufthavnen i Ilulissat er sat i stå på grund af nedlukningen af luftvejen mellem Danmark og Grønland.

Det oplyser Avannaata Kommunia i en pressemeddelelse.

Selvstyret lukkede indrejsen fra Danmark i starten af januar af frygt for mange smittede blandt indrejsen. Tonen ændrede sig dog, da den engelske variant af coronavirus begyndte at brede sig i Danmark.

Selvstyret besluttede i sidste uge, at ruten mellem Danmark og Grønland skulle lukkes til slutningen af februar. Men først skulle alle strandede rejsende, der har bopæl i Grønland flyves hjem i en luftbro, der holdes åbent i to uger.

- Munck Gruppen og Kalaallit Airports har påbegyndt anlæggelsen af de nye spor, men har haft en stor del af deres medarbejdere, der har været strandet uden for Grønland i forbindelse med nedlukningen efter jul, oplyser Avannaata Kommunia.

Gamle spor ikke tilgængelige

Det alternative spor skulle anlægges, da de gamle og velkendte spor ikke længere er tilgængelig grundet lufthavnsbyggeriet.

- Vi mangler stadig at få udsprunget to steder, samt terrænreguleret området, og det forventer vi først kan udføres allertidligst ultimo januar, forklarer Povl-Emil Olsen, projektleder ved Kalaallit Airports.

Kommunen og Kalaallit Airports samarbejder om at få oprettet et midlertidigt spor hurtigst muligt.

Powered by Labrador CMS