Air Greenland forbedrer halvårsresultat

I årets første seks måneder har Air Greenland haft et overskud på 8,2 mio. kr.

Air Greenland har formået at forbedre sit halvårsresultat i forhold til året før.

Det selvstyreejede luftfartsselskab har således landet et overskud på 8,2 mio. kr. i første halvår 2023. I 2022 måtte Air Greenland indkassere et underskud på 7,7 mio. kr. i samme periode.

Fra regnskabet

Nettoomsætningen er steget med 11% til 751,0 MDKK (2022: 675,8 MDKK).

Ift. perioden før Covid-19 gjorde sit indtog er omsætningen steget med 21% (2019: 622,9).

I forhold til tidligere år er passagermængderne øget med 16% til i alt 230.447 passagerer i hele rutenettet.

Den øgede aktivitet har medført højere omkostninger og afskrivninger med samlet 9% til 739,2 MDKK (2022: 676,0 MDKK).

Kilde: Air Greenlands halvårsregnskab

Air Greenland kalder halvårsresultatet tilfredsstillende, og oplyser, at det positive resultat kan tilskrives flere tiltag med det formål at sikre "stabil drift og øget tilgængelighed i flyvninger til, fra og internt i Grønland."

Bestyrelsesforkvinde Bodil Marie Damgaard udtaler i en pressemeddelelse, at selskabet følger sin strategi omkring udvidelse af markedet og åbning af nye ruter:

Har skabt vækst uden for højsæson

- Den begrænsede overnatningskapacitet i højsæsonen er dog med til at sætte en naturlig begrænsning for hvor meget vækst, der kan skabes.

- Derfor er det også positivt at en stor del af væksten er skabt udenfor højsæsonen, hvilket betyder bedre udnyttelse af kapaciteten og en længere turistsæson, lyder det fra Bodil Marie Damgaard.

Ifølge Air Greenland har der været flere rejsende på indenrigsrutenettet, og antallet af internationale rejsende er også steget i første halvår.

- Stigningen er knap 15% jfr. Grønlands statistiks opgørelse om antallet af flypassager til udlandet, hvor Air Greenland har haft den største del af væksten, skriver Air Greenland

Billund spiller ind

Direktør Jacob Nitter Sørensen siger, at blandt andet åbningen af ruten Billund-Kangerlussuaq spiller ind på væksten:

- Stigningen kan i høj grad tilskrives tiltag med øget frekvens og større sædeudbud på atlantruterne, åbningen af en ny rute til og fra Billund samt øget udbud af billigere billetter. Der er flere rejsende i forhold til både 2019 og 2022 siger administrerende direktør, Jacob Nitter Sørensen.

Air Greenland forventer fortsat at lande på et overskud på omkring 100 mio. kroner for hele 2023, hvilket er i overensstemmelse med tidligere udmeldte forventninger.

Air Greenland har pr. 30. juni 581 ansatte, hvilket er 33 flere ansatte end på samme tidspunkt sidste år.

Højsæson har forløbet bedre

Air Greenland-direktøren glæder sig desuden over, at det er blevet til færre aflysninger og forsinkelser grundet teknik.

Ustabilt vejrlig har dog stadig været en udfordring, hvor omkostningerne til kost og logi til passagerer fortsat er høje:

- Der har heldigvis været igangsat en række tiltag for at sikre en mere stabil drift, hvilket er lykkedes, og det er derfor helt på sin plads at sende masser af ros til vores gode medarbejdere hele vejen rundt i koncernen.

- På trods af meget ustabilt vejr og vanskelige forhold, har vi i 2023 været langt bedre rustet til at rydde op efter forsinkelser og aflysninger og få kunderne frem så hurtigt som muligt, udtaler Jacob Nitter Sørensen.

Powered by Labrador CMS