Air Greenland om flybilleter under strejke: Kan refunderes eller ændres

Hvis den varslede strejke fra FPU mod Air Greenland bliver aktuel fra 2. december er Air Greenland klar til at refundere alle berørte billetter. Passagerer kan også vælge at ombooke eller afbestille allerede nu.

Hvis personalet ender med at strejke fra 2. december som varslet, så kan passagerer ændre eller få refunderet deres billetter. Man kan også vælge at gøre det allerede nu.

Juleferien kan være i fare hvis en varslet strejke bliver realitet.

Men Air Greenland og FPU får chancen for at løse konflikten om en ny overenskomst til kabinepersonalet, når de mødes i forligsinstitutionen tirsdag. Men i tilfælde af at parterne ikke kan blive enige har FPU varslet strejke fra 2. december.

Den varslede strejke mod Air Greenland kan lamme al passagerflyvning til og fra Grønland samt internt i landet fra og med 2. december.

I tilfælde af strejke bliver alle berørte flybilletter, uanset billettype, refunderet, lyder beskeden fra Air Greenland. Og der er mange som er bekymret for deres juleferie.

Kan sadle om nu eller vente

Air Greenland kan af gode grunde ikke garantere at få alle frem til tiden, hvis der strejkes blandt kabinepersonalet, men der er torsdag truffet beslutning om, hvordan man vil håndtere billetter under en eventuel strejke.

Air Greenland oplyser, at kunder kan vælge at få refunderet eller ændret deres billetter allerede nu, eller kan vente med at få refunderet billeterne til hvis strejken bliver en realitet.

Sådan kan du gøre med dine billetter:

  • Hvis kunder har en rejse i perioden 2. december - 16. december 2022, er det allerede nu muligt at få refunderet sin billet uanset om der bliver strejke eller ej. Hvis kunden vælger at gøre brug af dette tilbud og alligevel vil rejse såfremt, der ikke strejkes, så skal man være opmærksom på, at man er nødsaget til at købe en ny billet på almindelige markedsvilkår. Kontakt kundeservice på denne formular for at bede om refundering af billetten: https://kundeservice.airgreenland.gl/hc/da/requests/new
  • Hvis kunder har en rejse i perioden 2. december - 16. december 2022, er det allerede nu muligt at få ændret sin billet til en anden dato. Ændringen kan foretages til samme strækning og kun indenfor perioden december 2022, januar 2023 eller februar 2023. Man skal være opmærksom på, at der er meget få pladser tilbage på de fleste afgange i uge 51 lige op til jul. Vores Kundeserviceafdeling håndterer KUN henvendelser om ændringer i den rækkefølge de kommer ind via denne formular: https://kundeservice.airgreenland.gl/hc/da/requests/new
  • Hvis din billet er købt hos en rejseagent, er det denne du skal kontakte i forbindelse med refundering eller ændring.

Tilbagebetalingen sker indenfor 1-6 uger, oplyser Air Greenland.

Powered by Labrador CMS