Afviser bekymringer for Paris-aftale

Naalakkersuisut har fokus på, at tiltrædelsen af Paris-aftalen ikke skal hæmme denøkonomiske udvikling i Grønland.

Departementet for Råstoffer og Justitsområdet gør opmærksom på, at der bør tages hensyn til de manglende muligheder for at bruge vedvarende energi i forbindelse med mineprojekter. Arkivfoto.

Flere interessenter og politikere har rejst bekymringer vedrørende Naalakkersuisuts indstilling til, at Grønland skal tiltræde Paris-aftalen.

Beslutningen skal endeligt tages på forårssamlingen, og i den forbindelse har Naalakkersuisut afholdt en høring.

En af de mere bekymrede høringssvar kommer fra Grønlands Erhverv (GE). Organisationen understreger, at man støtter op om den overordnede indsats for at bremse klimaforandringer, men man efterlyser også, at Naalakkersuisut regner på konsekvenserne - før Inatsisartut skal tage beslutning:

- Har Naalakkersuisut eksempelvis kortlagt de udfordringer, der kan være i forbindelse med at sikre balance mellem Co2-reduktion og erhvervsudvikling? Hvordan tager vi højde for udviklingen særligt i de mindre bosteder på kysten, hvor det ikke ligger i kortene, at der skal etableres adgang til vedvarende energi, spørger GE i høringssvaret.

Departement: Der bør tages hensyn

Naalakkersuisut vurderer dog, at det bliver muligt at tilpasse klimamålene, så der tages hensyn:

- Naalakkersuisut har fokus på, at tiltrædelsen af Paris-aftalen ikke skal hæmme den økonomiske udvikling i Grønland og mener, at Paris-aftalen giver mulighed for udvikling, skriver Naalakkersuisut i et svar på GE's kritik, som er lnatsisartuts hjemmeside.

GE er dog ikke eneste høringspart, der kommer med indvendinger. Råstofdepartementet skriver i sit høringssvar, at der bør tages hensyn til, at råstofprojekter får svært ved at gøre brug af vedvarende energi som eksempelvis vandkraft eller solenergi.

- Og den enkelte mines etablering af egen vedvarende energiforsyning er ikke nødvendigvis geografisk optimalt, rentabelt eller finansierbart, skriver departementet.

Råstofprojekter kan blive dyrere

Departementet er inde på, at eventuelle krav om brug af vedvarende energi kan gøre råstofprojekter i Grønland dyrere:

- Anlægsinvesteringen ved fx et vandkraftværk med opdæmning og tunneller vil være væsentligt større end anlægsinvesteringen for dieselgeneratorer og kan i betragtelig grad øge mineprojekters samlede anlægsinvestering og finansieringsbehov, skriver departementet.

Departementet oplyser videre, at det har søgt EU om finansiering af en analyse af mulighederne for vedvarende energiforsyning af mineprojekter i Grønland.

Naalakkersuisut skriver som svar på bekymringen, at det kan komme på tale at lave særlige klimamål for råstofområdet:

Indgår i det kommende arbejde

- I udgangspunktet bør alle parter til Paris-aftalen sætte et klimamål for hele økonomien, men skulle det være nødvendigt at lave særlige mål for råstofområdet eller andre områder, så er det noget, som skal tages stilling til i det kommende arbejde med klimastrategien og udarbejdelse af Grønlands nationale klimabidrag, skriver Naalakkersuisut.

Inatsisartut skal efter planen førstebehandle tilslutningen til Paris-aftalen 29. marts.

Powered by Labrador CMS