Aftale: 38 millioner afsættes til anstaltsbetjentes løn

Den danske justitsminister og de grønlandske folketingsmedlemmer er blevet enige om at løfte lønnen for anstaltsbetjente her i landet.

Et notat fra det danske Justitsministerium har tidligere vist en meget stor lønforskel mellem danske fængselsbetjente og grønlandske anstaltsbetjente.

Den lønforskel gøres der op med nu, da der afsættes 38,4 millioner kroner over fire år til formålet. Det er aftalt mellem justitsminister Nick Hækkerup og de to grønlandske folketingsmedlemmer Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut, og Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit.

- Aftalen sikrer, at anstaltsbetjente i Grønland fremover vil få en grundløn svarende til deres kollegaer i Danmark ansat i hovedstadsområdet. Aftalen skal samtidig bidrage til at styrke rekrutteringen og fastholdelsen af medarbejderne i Grønland, hedder det i en fælles pressemeddelelse.

Pengene kommer fra en pulje til forbedringer på justitsområdet på 49,2 millioner kroner, som er afsat på den danske finanslov fra 2020 til 2023.

Resten af puljen ventes at gå til politibetjentes løn her i landet. Her har der også gennem mange år været en diskussion om lønforskelle mellem danske og grønlandske betjente.

Glade folketingsmedlemmer

De to folketingsmedlemmer er tilfredse med aftalen:

- Jeg gik til valg på, at Staten ikke længere negligere sine ansvarsområder i Grønland; og her har forskelsbehandlingen for Grønlandske anstaltsbetjente været en prioritet. Derfor glæder det mig, at Regeringen har lyttet, og efter en længere forhandling har vi nu sikret en lønløft, udtaler Aki-Matilda Høegh-Dam.

- Midt i disse krisetider er det rart med gode nyheder, og det glæder mig, at vi efter urimelig lange forhandlinger kan sikre, vi får løst den akutte udfordring og sikrer et velfortjent lønløft til hårdt trængte anstaltsbetjente, udtaler Aaja Chemnitz Larsen.

Forventer at rekruttering bliver lettere

Justitsminister Nick Hækkerup forventer, at det nu bliver nemmere for Kriminalforsorgen i Grønland at rekruttere arbejdskraft:

- Med delaftalen tager regeringen samtidig endnu et skridt til at styrke bemandingssituationen i kriminalforsorgen i Grønland, som har oplevet store udfordringer med at tiltrække og fastholde kvalificeret personale, siger Hækkerup.

Der skal nu forhandles med de faglige organisationer, om hvordan pengene skal bruges. Det ligger dog i aftalen, at man er enige om, at pengene hovedsageligt udmøntes som tillæg til betjentenes nuværende løn. Tilæggene skal gælde fra 1. januar 2020.

Powered by Labrador CMS